Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 12. marts

Ejerkredsen bag Hotel Ribe og Restauration Kammerslusen er blev udvidet. 31-årige Kaare Byskov, der har en stor erfaring fra restaurationsbranchen, har købt sig ind i selskabet, der driver de to forretninger. Stifterne, Tinne Rieck og Niels Toft har fortsat majoriteten i selskabet, der ejer Hotel Ribe og forpagter Restauration Kammerslusen.

Kaare Byskov har i flere måneder arbejdet på Kammerslusen og været med i hele opbygningsfasen omkring restaurationen.

Tinne Rieck og Niels Toft overtog det nu tidligere Hotel Sønderjylland i 2014 som forpagtning og døbte det om til Hotel Ribe. De købte hotellet i 2018, og fra den 1. oktober 2019 overtog de forpagtningen af Restauration Kammerslusen. Hotel Ribe drives som kombineret hotel, restauration og pub, mens Kammerslusen under parrets forpagtning er blevet et populært madsted indtil corona satte en midlertidig stopper for det. Begge steder er der mulighed for at holde fester for større og mindre selskaber, ligesom der også på Kammerslusen er værelsesudlejning.

Kaare Byskov, der kommer fra Holleskov og nu bor i Tobøl, har altid brændt for restaurationsbranchen. Han startede som opvasker, blev uddannet kok og senere medejer af gourmetrestaurationen Ribehøj i 2012. Anparten solgte han i 2019.

– At jeg er gået med i Hotel Ribe og Kammerslusen betyder ikke, at stederne skal være gourmetrestaurationer. Hotel Ribe skal være et godt spisested med god og gedigen ”mormor-mad” lavet på gode råvarer, og Kammerslusen skal være det gode madsted ligeledes baseret på gode råvarer, og hvor der fortsat er plads til en fiskefilet og en dansk bøf, og hvor vi fortsætter det oprindelige koncept. Vi skal ikke ud med de store armbevægelser, siger Kaare Byskov.

Egentlig var hans plan, at han ville lave mediearbejde og være konsulent for steder, der har brug for udvikling for både restauration og hotel. Men en fælles ven bragte Kaare Byskov og Tinne Rieck og Niels Toft sammen.

Tinne Rieck, Niels Toft og Kaare Byskov er enige om, at deres force er, at de er gode til at arbejde sammen og at de supplerer hinanden særdeles godt. Det den ene ikke kan, kan en af de to andre. De tre er enige om, at ingen af dem kan gøre det alene, fordi de besidder forskellige kompetencer.

– Jeg har f.eks. ikke det lokalkendskab, som Tinne og Niels har, påpeger Kaare Byskov.

Er i enige om alt? Kommer i aldrig op at skændes?

– Hvis det sker, skal Niels bare have noget at spise, lyder det med et stort grin fra Kaare, og så kommer svaret: – Vi kan tage faglige diskussioner og vende tingene frem og tilbage, men vi har den samme grundholdning: det skal være sjovt, og vi er alle meget omstillingsparate. Vi finder en løsning, så vi kan gå den vej, vi vil.

Tinne og Niels supplerer:  – Ingen af os kunne køre det her selv, men samarbejdet har løftet det op på det niveau, hvor det skal være. Vi har været svineheldige at møde hinanden på det rette tidspunkt. Vi tror, potentialet er stort. Vi vil gerne lidt mere end det, vi selv havde evner til, og vi komplimenterer hinanden rigtig godt.

– Vi skal give vores gæster god mad og en god oplevelse, ligesom vi skal sørge for, at deres fester og sammenkomster bliver uforglemmelige.