Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 19. august 2026

Ribe har fået et nyt ejendomsmæglerfirma. Ejendrøm, der har hovedsæde i Bramming, har nu slået dørene op til filialen i Ribe, der har været under forberedelse hele sommeren.

Håndværkerne er rykket ud af lokalerne i Kvickly, hvor der tidligere var apotek, og kontorets daglige leder, Søren L. Christiansen har indtaget det hyggelige og moderne kontor med adgang dels gennem Kvicklys forhal og dels direkte fra Seminarievej.

Søren L. Christiansen kommer fra Ribe og har sidst været ved Nybolig, hvor han beskæftigede sig med salg og vurdering.

Præsentationen af det nye kontor sker officielt ved en reception på fredag den 28. august fra klokken 12 til 16.

Ud over hovedkontoret i Bramming har Ejendrøm  filialer i Esbjerg, Kolding, Vejen, Varde, Blåvand og nu Ribe.