Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 12. marts 2024

De fleste mennesker forbinder begrebet fredagsbar med unge mennesker eller et firma, hvor medarbejderne lige mødes efter arbejdstid og får en enkelt øl for at slutte en travl uge.

Men Ribe Mæglerne udvider begrebet. De inviterer simpelthen forretningsforbindelser og venner af huset til fredagsbar på fredag.

Er det ikke et lidt usædvanligt tiltag for en ejendomsmægler?

– Jo, det er det måske nok. Men vi vil gerne gøre tingene lidt anderledes, og vi vil gerne mødes med alle vores forretningsforbindelse og venner af huset på en lidt anden måde end ellers. Vi vil gerne mødes med dem, hvor vi ikke kun skal tale kreditforeningslån, renter og andre faglige ting, fortæller indehaveren af Ribe Mæglerne Thomas Gerken.

Han fortæller, at det hele startede for et par år siden, hvor man lavede et lignende arrangement. Det betød, at omkring 100 advokater, bankfolk, købere, sælgere og andre mødte op og havde det hyggeligt.

– Så nu prøver vi igen, lyder det fra Thomas.

Han kan i øvrigt fortælle, at ejendomshandlen i Ribe i øjeblikket går rigtig godt.

– Da vi startede for fire år siden, var der rigtig gang i den, men så kom der en nedgang, der varede et par år. Og nu kører det rigtig godt igen.

Men prislejet for lejligheder i de store byer er jo faldet markant?

– Det er rigtigt, men det er ikke nået til Ribe. I Århus skyldes det ikke mindst, at der ikke mindst af pensionskasserne er bygget alt for mange nye lejligheder, som det nu kniber både at sælge eller leje ud, fortæller mine kollegaer i Århus.