Tekst og foto. Hasse Jørgensen, onsdag den 20. juni
En af Ribes mindre men alligevel markante ejendomme, bliver nu ændret fra en kombineret forretnings- og beboelsesejendom til en ren beboelsesejendom.
Det er ejendommen Torvet 20, der ligger klemt inde i Torvets nordvestlige hjørne ved smøgen ind til parkeringspladsen bag Backhaus.
Ejeren af ejendommen, Steen Brink Jørgensen, har netop fået kommunens tilladelse til at ændre ejendommens funktion.
Tidligere har den huset flere forskellige former for forretning som gartner, urmager, ølhus og senest Bittes Galleri.
Steen Brink Jørgensen fortæller, at han synes, det er synd og skam, at ejendommen i dag står ubrugt hen med gardiner for vinduerne.
Den lille butik er på 24 kvadratmeter, mens der er en lejlighed på 1. og 2. sal på godt 60 kvadratmeter.
– Skal jeg bruge den som butik og beboelse, skal der laves en meget dyr brandsikring af ejendommen, og den investering kan butikken ikke bære, siger Steen Jørgensen, der forgæves har forsøgt at leje forretningen ud.
– Der er ikke basis for en lille forretning på det sted, og jeg vil gerne gøre bygningen i stand. Det må være en fordel, at der kommer lys og liv i ejendommen, så den ikke bare ligger mørk hen. Også fordi, den passage, der er ind til parkeringspladsen, er meget mørk.
– Jeg vil gerne gøre ejendommen pænere. Jeg synes, det er dejligt, når der er nogle, der gør noget for at gøre vores by pænere. Men nu må vi se, hvad jeg får lov til, siger Steen Brink Jørgensen.
Ejendommen er erklæret bevaringsværdig og omfattet af en facadedeklaration, der betyder, at byrådet skal godkende alle ændringer på facaden.
Medlem af plan- og miljøudvalget Kurt Bjerrum (V) fortæller om baggrunden for at give tilladelsen: – Det er jo et dilemma. Vi vil helst have butikker, men omvendt er vi ikke glade for at have tomme vinduer og lokaler. Det har vist sig umuligt at etablere en forretning i lokalerne, så derfor tilladelsen.










































































