Månedens kunstværk: Peter Ilsted, ”En lille pige der syr”, ca. 1900. Ribe Kunstmuseum
Tekst og foto Ribe Kunstmuseum, søndag den 15. august
Et efterspurgt værk fra Ribe Samlingen har gennem de sidste år været Peter Ilsteds En lille pige der syr (1898-1902). I øjeblikket er det en del af udstillingen Englens kys. Syge piger i nordisk kunst, der vises på Skagens Kunstmuseer og Den Hirschsprungske Samling, og sidste år var det med på den store visning af dansk kunst fra 1800-tallet i Tokyo og Yamaguchi.
I Ilsteds maleri af en lille, rygvendt pige, der sidder og sysler med håndarbejde, er det stemningen og lyset, der spiller hovedrollen. Der er lagt kræfter i at beskrive atmosfæren i rummet på en malerisk vis, så man fornemmer det gennem lærredet. Når ’den lille pige’ er ude at rejse, mangler der (også i åndelig forstand) noget på Ribe Kunstmuseum.
Lad os først gennemgå motivet: Vi befinder os i en stue. Der sidder en lille pige på en stol. Stolen synes alt for høj til hende. Hun kan ikke nå gulvet. Det er svært at se helt præcist, hvad der er. Måske syr hun? Måske strikker hun? Måske noget helt tredje? Det er vist heller ikke så vigtigt. Vigtigst er det, at den lille pige sidder meget fordybet og befinder sig i en verden, som kun tilhører hende.
Pigen sidder ved et vindue. Det ene vinduesfag står åbent. Det er lyst udenfor, og man kan ane et stort buskads tæt på vinduet. Læg mærke til, hvordan solens stråler rammer piges ansigt og hendes lyse hår, der er flettet bagtil. Læg også mærke til, hvordan lyset falder på gardinet, så det træder frem i billedet. Det lyser op. Og hvis man ser godt efter, kan man ane små blomster på det. Gardinet er meget tyndt og fint. Det stærke dagslys gør det næsten gennemsigtigt – ja vi kan faktisk fornemme busken udenfor gennem gardinet.
Til venstre i billedet ses høj en reol. På hylderne står der forskellige små glasflasker og æsker. Ved siden af er der et bord. Midt på bordet står der en lille sort vase. Læg mærke til, hvordan lyset falder på bordpladen. Hvor kommer det fra? Måske er der et vindue ved siden af reolen bagved bordet, lige dér, hvor det orange klæde smyger sig ind langs væggen fra panelet i loftet. Lyset er meget kraftigt og giver et stærkt genskin på væggen, hvor der hænger et billede i en guldramme. Kunne lyset komme fra en lampe? Eller et vindue? Hvad er det, som vi ikke kan se for reolen?
Kunstneren Peter Ilsted (1861-1933)
Peter Ilsted blev født i 1861 på Falster. Han uddannede sig ved bl.a. Københavns Universitet og på Teknisk Skole, og i 1878 blev han optaget på Kunstakademiet i København. Her gik han i ca. fem år, og i 1983 udstillede han for første gang et af sine billeder på en større udstilling.
Ilsted rejste meget i sine unge år. Blandt andet gik turen til eksotiske steder som Ægypten, Palæstina og Marokko. Han rejste også rundt i Europa, flere gange til Italien og Frankrig. I slutningen af 1800-tallet begyndte kunstnere generelt at rejse mere, bl.a. fordi verden åbnede sig mere og mere, og fordi det blev nemmere at transportere sig rundt.
Udover at være en fremragende maler, der primært beskæftigede sig med interiørmalerier, var Ilsted også en kendt grafikkunstner og mestrede til fulde ”sortekunsten” som datiden kaldte den grafiske teknik mezzotinte.
Ilsted bliver ofte sat i sammenhæng med sin kollega og svoger Vilhelm Hammershøi, der også beskæftigede sig med stemningsfulde interiører, men Ilsteds malerier har flere detaljer og de portrætterede er oftest fordybet i et konkret gøremål. Ilsted kan have fundet inspiration fra den hollandske malerkunst – bl.a. hos kunstneren Johannes Vermeer – men blandet op med egne farver og fortællinger.