Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, søndag den 22. marts 2026
20.–23. maj forvandler Esbjerg Streetfood Festival igen bymidten i Esbjerg til fire dage med mad, musik og summende byliv. Her danner streetfood, underholdning og levende byrum rammen om en uformel folkefest, hvor esbjergensere og besøgende kan mødes, smage og nyde stemningen sammen. Der er gratis adgang for alle.
På menuen finder man både luksuriøse bidder som friske østers, gode kendinge som saftige burgere og orientalske retter, hvor krydderier og aromaer får mundvandet til at løbe. Gæsterne kan gå på opdagelse i mere end 65 retter – fra sprøde streetfood-klassikere med en twist til nye smagsoplevelser, der sender tankerne mod fjerne himmelstrøg.
Festivalen blev afholdt første gang sidste år – og efter den stærke modtagelse vender den nu tilbage med ambitionen om endnu en gang at samle byen om gode oplevelser og fællesskab.
– Sidste år oplevede vi, hvor stærkt esbjergenserne tog festivalen til sig. Det var tydeligt, at der er en stor lyst til at mødes i byen om gode oplevelser og god mad. Den stemning glæder vi os til at skabe igen, siger Kristian Andersen, partner i Mad & Kultur, der er arrangør af festivalen.
Ambitionen er at skabe en inkluderende folkefest, hvor mennesker mødes på tværs af alder, baggrund og smag – med maden som samlingspunkt og oplevelserne som det, der bringer mennesker sammen.
Esbjerg Streetfood Festival er skabt for og med byen, og forventes samtidig at tiltrække gæster fra hele oplandet – fra Fanø og Ribe til Varde, Bramming og resten af Sydvestjylland.
– Events som Esbjerg Streetfood Festival skaber liv og energi i vores bymidte. Når mennesker samles om oplevelser og god mad, giver det en særlig stemning i byen – og det er præcis den type initiativer, vi gerne vil bakke op om, siger Brigitta Christensen, Esbjerg City.
Festivalen bygger på værdier som fællesskab, lokal forankring og ansvarlighed. Madoplevelserne er omdrejningspunktet, men stemningen og mødet mellem mennesker er det egentlige mål.
Fakta
Dato: 20.–23. maj 2026
Åbningstider: onsdag: 15-21 , torsdag: 11-21, fredag: 11-23 og lørdag: 11-23
Sted: Esbjerg midtby
Indhold: Over 65 retter fra hele verden, lokale madaktører, DJ’s, live musik, børneområde, hygge og aktiviteter
Arrangører: Esbjerg City arrangerer Esbjerg Streetfood Festival i samarbejde med Mad & Kultur. Mad & Kultur skaber stemningsfulde madoplevelser i det offentlige rum – med fokus på kvalitet, fællesskab og lokal forankring.











































































