Tekst og foto Hasse Jørgensen, søndag den 8. oktober 2023
Knap var billetsalget givet frit på nettet og sociale medier, før de første fem workshops under den kommende broderifestival i Ribe var udsolgt.
I alt er der udbudt 396 pladser på de 33 workshops, der er under festivalen, og en time efter billetsalget åbnede i dag, søndag, klokken ti, var de første fem workshops totalt udsolgt.
Af de 396 pladser var de 164 afsat på den første time, og fem workshops var totalt udsolgt. Festivalen rummer også en højskoleaften om fredagen, og her blev 27 af de 70 pladser udsolgt den første time, mens 39 billetter blev solgt til fællesspisningen om lørdagen.
– Bortset fra selve festivalen er starten på billetsalget det største øjeblik. Vi ved jo ikke, om der er nogen, der gider tage til festival. Men med den interesse, der har været for billetsalget allerede fra starten, kan vi alle i bestyrelsen for BrodeRibe, der står for festivalen, sove roligt i nat, siger Lisbeth Krogh Nielsen, der har lagt hjem til bestyrelsens møde søndag, hvor slaget af billetter følges nøje.
Deltagerne i festivalen kommer fra hele landet, og sidste gang, den blev afviklet, kom der flest fra Sjælland og Nordjylland. Mange med interesse i broderi bruger lejligheden til at lave en fælles tur til Ribe, og det betyder bl.a. mange overnatninger på byens hoteller og i ”byferien”. Ribe Byferie Resort har da også sponsoreret to lejligheder til arrangørerne, der bruger lejlighederne til indkvartering af undervisere og foredragsholdere, som også kommer fra hele landet.
Lønnen, som festivalen kan tilbyde underviserne, er begrænset, og derfor sørger arrangørerne for logi enten i ”byferien” eller hos private, så udgifterne kan holdes nede.
– Vi ved, at der er mange af underviserne, der er glade for at komme til festivalen, for dels får de en kollegial kontakt og et netværk under festivalen, men de kan også markedsføre deres egen forretning på festivalen, siger Lisbeth Krogh Nielsen.
Festivalen, der er en af to broderifestivaler i Danmark, holdes den 8., 9. og 10 marts næste år. Ud over de mange workshops, der holdes forskellige steder i byen, samt højskoleaften og fælles middag, byder festivalen også på et marked på DanHostel.
Festivalen holdes hvert andet år, og arbejdet med messen blev startet i 2018.