Tekst & Foto: Johnny Tauman
16. april 2023
De var der alle sammen. Overalt fra Kanalhuset ved Ribe Kammersluse til Ringbroen var der lystfiskere, som var mødt frem på premieredagen for at få del i den reducerede laksekvote. Men hvor var laksen og alle de andre fisk denne fredelige søndag morgen, hvor vandet til kl. ca. 08:45 flød stille og roligt mod Vadehavet.
Som vanligt havde erhvervsfisker Gert Mikkelsen stillet et større telt op og havde både øl og kaffe klar til glade fiskere, som skulle diskutere dagens fangster – og ikke mindst størrelser og den tid, det tog for at få halet fisken ind.
– Du har vel bare glemt at sætte fisk ud i åen, var en af de kommentarer Gert fik sammen med et godt grin. Men meget længe var situationen den samme over hele åsystemet – og der blev livligt drøftet, om det var den megen vand i åen eller den seneste nattefrost i april, som var årsagen.
Sophia fra Østfyn og Poul Birch Nielsen fra Nordsjælland
Der blev tid til nogle snakke i teltet, mens man kunne høre de stille plask, når lystfiskere fra land, stående i vaders eller fra både kastede deres blink og fluer ud.
15 årige Sophia var taget til Ribe Vesterå fra Østfyn for at fiske sammen med sin far og Thomas Sørensen. – Vi stod op kl. 02:30 og kørte hjemmefra ½ time senere, lød det fra Sophia, som meste dyrker sin hobby i Odense Å sammen med en hel masse unge mennesker – flest drenge. Hun har fanget regnbueørreder og en kæmpe stør.
Ind i teltet listede også en person, som virkede bekendt – dog ikke lige muligt at stedfæste for RYK IND RIBEs medarbejder. Det viste sig at være ”lillebror” Poul Birch Nielsen, der er opvokset på Kurveholmen og nu bosiddende i Frederikssund. Han muntrede sig i sin barndom og ungdom sammen med kammerater og sine to brødre med at fiske og ro på Mølledammen (Dagmarsåen) og sagde herom: – Man kan simpelthen ikke være bekendt at lade det hele gro til.
Der kom liv i øjnene med fangstmeldinger
Og så kom der liv i øjnene på Gert, der havde tjekket og tjekket fangster på mobilen og nu ”endelig” kunne meddele, at Leo Petrec havde fanget en laks i Ribe Vesterå på 91 cm. Samtidig blev der meldt fangster ind fra andre steder – og næste dygtige lystfisker var Kurt Jacobsen, der i Bøggild hjørne fik halet en laks i land på 97 cm.
Kenneth Lomholt blev registreret for en laks på 4 kg.
Omkring kl. 9 blev nogle af fiskerne over for Kanalhuset eller skjult i deres både på nordsiden af åen ret så urolige. Der var tid til en bid brød – skifte placering eller måske tage helt hjem, idet åen næsten havde fået en stillestående tilstand med blank roligt vandspejl som konsekvens af en lukket sluse.
Erik Nissen – årgang 50 – var dog overbevist om, at han havde den bedste placering og fortsatte ufortrødent efter en bid brød. Lidt anderledes forholdt det sig i teltet, hvor sæsonstarten blev markeret med en Underberg, og her var Gert Mikkelsens søn Lars også dukket op.
Mange biler langs Bjerrumvej
På sin vej videre kom RYK IND RIBEs medarbejder forbi en tysk bil, hvorpå der med sugekopper var placeret en mega lang fiskestang.
– Nok lidt pral, når man kører frem og tilbage og viser, at man naturligvis ikke kan have plads til sin fiskerstang inde i bilen.
Mange ved Ringbroen
Turen gik videre til Ringbroen, hvor der både var fiskere i små klynger – på bredden og i vandet – alle dog uden at fange noget.
Status kl. 19:00
Gert Mikkelsen oplyser til RYK IND RIBE, at der er fanget 4 laks i Vesteråen og 25 oven for Ribe.
Den fjerde laks blev fanget af Ole Jensen.