Tekst, foto og collage: Johnny Tauman
6. juli 2018

Børnene er komplet ligeglade med det – det samme gælder forældrene. De ønsker tryghed, omsorg og muligheder for alderssvarende udvikling af de basale kompetencer på bla. de motoriske, sproglige, musiske og sociale felter etc. Og det får de hos Conny Philipsen, Obbekjærvej. Så navnet betyder ikke noget!

Skiltet skal udskiftes i nummer 38

Obbekjærvej 38 er det sidste hus før Tved å

Skiltet SKAL udskiftes!

På husmuren i det det sidste hus – tæt ved Tved å og udsigt til grønne områder – hænger endnu skiltet Dagpleje, men det skal fjernes og kan udskiftes med privat pasningsordning. Ingen får glæde af det lovformelige navneskift, og hverdagen vil fortsætte som hidtil på den meget store overdækkede terrasse indrettet til børn. ”Det er min mand Jørn, der har stået for det praktiske arbejde,” fortæller Conny – sammen har de 3 piger, som er opvokset i huset, der blev købt i 1997.

Passet børn i hjemmet i 14 år

Det er slut med Dagpleje hos Conny – nu skal det hedde privat pasningsordning

For 14 år siden valgte hun at indgå en aftale med Ribe Kommune om at passe børn i hjemmet – der var blevet plads i huset, da de første af familiens piger var fløjet fra reden.

Conny er udlært klinikassistent hos det kendte tandlægepar Bente og Terkel Mikkelsen i Hjerting – så børnene er sikre på en professionel læring i mundhygiejne med tandbørstning etc.  Conny er synlig i bybilledet på sin Christianiacykel, når hun og børnene besøger geder, legepladser, torvedage og ikke mindst andre kollegaer.

Cyklen med fire børn er tung, men Conny har kun brødmotoren som trækkraft – elmotoren er fravalgt. Men det er der en grund til.

Kører “professionelt” på mountainbike og racercykel i fritiden

Udstyret er i orden, når Conny bevæger sig ud på landevejen på sine cykler: mountainbike eller racercykel. “Jeg har kun en mindre “krise” efter 30-35 km”, fortæller en storsmilende motionist, som gerne tager en aftentur omkring Rødding/Gram. Det er endvidere blevet til en tur rundt om Haderslev sø på 21 km og Fyn t/r på ikke mindre end 260 km over to dage.

Conny har i foråret haft to børn under et år

Hov, hvad sker der lige her?

I dagplejen, som fremover benævnes privat pasningsordning, er der pt. fire børn. De to sidst ankomne var meget unge, da de startede. Det krævede en del af Conny, men nu er de allerede selvhjulpne på flere områder – og tog ikke notits af RYK INDs besøg.

Kaffen må blive en anden dag

Kaffen og en snak om cykellivet må blive en anden god dag, når børnene holder fri! Hvis ellers Conny er hjemme – hun nyder også campinglivet med sin mand og venner.