Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 4. maj 2023

Med et seertal, der oversteg hendes majestæt dronningens nytårstale, har TV-serien Badehotellet taget danskerne med storm.

Og mens tiende sæson af den populære serie i øjeblikket optages, kunne seriens stuepige, Edith, alias skuespilleren Ulla Vejby fortælle 185 fremmødte i Ribe Fritidscenter om, at det ikke al tid er en dans på roser at lave optagelserne, og at der er rigtig mange enkeltheder og detaljer, der skal være i orden, før scenen er ”i kassen”.

På en levende, medrivende og engageret måde fortalte Ulla Vejby om, hvordan hun som skuespiller blev hevet ud af sengen klokken tre en regnfuld nat for netop at lave en scene, hvor Edith skulle føre en af badehotellets gæster ud til en bil i øsende regnvejr.

Og hvordan andre må stå op midt om natten for at lave de madretter som flæskesteg, stegte rødspætter og lignende, der skal bruges i dagens optagelser.

Ulla Vejby kunne også fortælle om, hvordan hun fik rollen. Hun var med i en film, der blev optaget i Ålborg med titlen Baby. Her skulle Ulla Vejby faktisk græde hver dag på grund af rollen. Casteren til Badehotellet var på stedet og indkaldte den ene efter den anden skuespiller til prøver. Men Ulla var ikke med. Ikke før end Ulla Vejby en aften hyggede sig med kollegaen Merete Mærkedal, der spiller Olivia i Badehotellet.

– Vi sad og grinede og hyggede os, og pludseligt så cateren nogle helt nye farver i mit ansigt. Jeg blev kaldt til prøve og Edith og Olivia har noget, der ligner et søsterforhold i Badehotellet. Den rolle faldt Merete og jeg meget hurtigt ind i, og så fik jeg rollen.

Ulla Vejby fortalte om det kæmpe store apparat, der ligger bag optagelserne lige fra de unge mennesker, runnere, der sørger for alt det praktiske så som kaffe om morgenen og hente de ting, andre i produktionen har brug for, til produktionens ledelse.

– Badehotellet er et lavprisprojekt til 40 millioner. Til sammenligning kostede serien 1864 170 millioner at producere. Holdet bag Badehotellet har det lige som humlebien: den ved ikke, at de ikke kan flyve så den gør det alligevel.

– At vi kan lave badehotellet skyldes, at vi er utroligt gode til at hjælpe hinanden på kryds og tværs, og vi er gode til at finde på simple og billige løsninger, fortalte Ulla Vejby.

Ulla Vejby fortalte også om kostumerne, som har ændret sig under vejs alt efter modens skiften. Og det vakte jubel, da et par af Ribe Fritidscenters unge piger dukke op på scenen iført et par af Ediths kostumer.

Havde nogen regnet med, at sløret blev løftet for indholdet i den 10. sæson, blev de skuffet. Som Ulla Vejby sagde: – Det ville Edith med glæde have fortalt jer, men jeg må intet sige. Men i kan godt glæde jer. Der er mange, nye og sjove scener og nye karakterer med.

Ulla Vejby gennemgik de ni sæsoner, der indtil nu er sendt, og til hver sæson havde hun udvalgt en sang, som hun sang dygtigt akkompagneret af pianisten Louise Schrøder, der forstår at håndtere et klaver.

Her viste Ulla Vejby, at hun også har en rigtig god sangstemme, der rummer bredt.  Lige fra Jeppe Aakjær over Poul Henning til Leo Mathiasen.

Det var Ribe Husmoderforening, der stod for arrangementet, som var afslutningen på sæsonens mødeserie.

Ulla Vejby og Louise Schrøder