Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 10. juli.

Havde det ikke været for vejret, havde der faktisk været sydlandsk stemning på Torvet foran Hotel Dagmar denne fredag aften.

Hotellet havde sørget for musikken, og den blev leveret af duoen Møller og Skuldbøl.

De to er gennem musikalske, og mens vægteren gik sin tur fra Weiss Stue, spillede duoen op til en rigtig god musikalsk aften, hvor vi som tilhørere kom langt omkring. Der blev således spillet musik af Bob Dylan, Bruce Springsteen, Folkeflokken, TV2, Lars HUG, Johnny Madsen og Kim Larsen med flere.

Vejret var råkoldt, men hotellet stillede straks tæpper til rådighed, når nogen frøs, og da der kom nogle dråber regn, rykkede publikum blot sammen under de opstillede parasoller, så alle kom i tørvejr.

Søren Møller og Mads Skuldbøl havde bestemt ikke de bedste odds med sig p.g.a. vejret, men de to løste opgaven til perfektion. De forstod trods vejret at fastholde publikum. Vejret var årsag til, at koncerten blev en halv time forsinket, men da den først kom i gang, glemte tilhørerne hurtigt forsinkelsen for at nyde den gode musik leveret af den dygtige duo.

En aften, som hotellet og duoen fortjener masser af ros for, og som er værd at gentage.

Trods travlhed havde serveringen tid til et smil.

Lidt regn giver Hotel Dagmar sin egen charme