Tekst Hasse Jørgensen, foto Hasse og privat, 28. november 2024
Der er ingen tvivl om, at livredder og svømmeunderviser Kirsten Christensen har været og fortsat er en særdeles populær person i Ribe Svømmebad.
Efter 44,5 år plus det løse, er Kirsten, som er en institution i institutionen, stoppet med sit daglige virke i svømmebadet. Og det er i den grad blevet markeret.
Morgenbaderne var inviteret til morgenkaffe med tilbehør, og de mødte op med et stort orkester i spidsen, hvorefter Kirsten blev trukket rundt i bassinet i en stor båd. Og da hun selv holdt åbent hus, var det med et væld af gaver, der fyldte hjemmet, som resultat.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Morgenbaderne mødte med fuld musik
Da undertegnede snakkede med Kirsten denne torsdag eftermiddag, var det netop da hun tog afsked med et hold fra specialundervisningscenteret. Kirsten havde sørget for lidt godter til børn og voksne, og der blev i den grad udvekslet kram både til små og store.
– Det er jo mine børn. Jeg elsker dem. Jeg har en forkærlighed for dem med udfordringer, forklarede Kirsten.
At kærligheden er gensidigt, viser alle de tegninger og hilsner, Kirsten har fået fra børnene i forbindelse med afskeden.
Når Kirsten snakker om, at hun har været ansat 44,5 år plus det løse, hænger det sammen med, at hun egentligt startede i det nu nedlagte friluftsbad. Det var den gang, Sonja og Poul Emhof Nielsen drev badet.
– Jeg startede selv som ivrig svømmer og svømmede med en veninde 25 kilometer. Det var som en skolefritidsordning for os. Poul spurgte, om det ikke var noget for mig at hjælpe, og jeg blev garderobepige. Og Sonja og Poul blev en slags reserveforældre for mig, forklarer pigen, der oprindeligt kommer fra Darum.
– Efter 14 måneder på Ribelund, og da svømmebadet var bygget, spurgte Poul, om ikke jeg ville være livredder og underviser i hallen, og det blev jeg. Det var efter at daværende seminarielærer Carl Anker Hjort stoppede.
– Hvor mange har du undervist i svømning?
– Det har jeg overhovedet ikke noget tal på, men det er mange, rigtig mange. Flere hundrede.
– Jeg har altid haft den holdning, at hvis ikke du har prøvet det, ved du heller ikke, om du kan. Jeg har kastet mig ud i det, og jeg har fået andre til det samme.
– Jeg havde en gang en svømmer, der kom i en kørestol. Jeg fik ham ned i vandet, og efter nogen tid gik han selv ud på det dybe. Og senere begyndte han at løbe på vores løbebånd. Det er den slags små sejre, der er det hele værd.
– Man skal prøve tingene af, og i langt de fleste tilfælde går det godt.
– Hvad skal du lave nu?
– Jeg har nogle børnebørn og et nyt på vej. Jeg har nok ikke altid været så meget for dem, som jeg gene ville. Jeg arbejdede jo til klokken 17 og kunne ikke hente dem i institutioner. Nu kan jeg være sammen med dem.
– Og da jeg fortalte min veninde, Lotte Kjær, at nu stoppede jeg, lød hendes første reaktion: så skal vi ud at rejse. Så det gør vi.
– Men jeg kommer også ned i svømmebadet. Nu kan jeg jo hoppe i vandet med dem, jeg tidligere har undervist.
– Jeg kan huske, da jeg svømmede i friluftsbadet og så blev ansat i svømmehallen. Det var ikke let pludseligt at skulle være leder for dem, man tidligere bage havde svømmet med, fortæller Kirsten Christensen.
