Tekst & Foto: Johnny Tauman
26. oktober 2019
Allerede fra morgenstunden var der kø foran Kræmmer- og loppemarkedet i Jernved Aktivitetshus. Forrest stod de professionelle købere, som med hurtigt overblik fik udvalgt en række varer, som de kan sælge videre med fortjeneste – her var det bla. alle typer af teaktræs møbler, som gik som varmt brød. Og apropos brød – så var der gratis kagemand til de første 150 besøgende. Dette tilbud gentages søndag, hvor dørene slås op kl. 10.00.

Det kræver en god tålmodighed at står i en stand – og være klar til at sælge, når den “rigtige” kunde dukker op
Der var godt 40 udstillere – og dermed masser af muligheder for at gøre en god handel – få smagsprøver eller en kop kaffe. Mange stande uddelte desuden bolsjer og slik – så på den måde fik man de mange besøgende til at standse op – og vurdere tilbuddene.

Klara Jensen (th) i en handel, hvor der gælder om at holde fokus – det drejede sig om nisser
Klara Jensen havde mange, mange nisser med – og var parat til at gøre den god handel med de interesserede (billeder bringes søndag) – men også hospitalsklovnene havde gang i butikken. Formålet er at skaffe penge til Aktivitetshuset – og med et – som det hedder i kræmmerkredse – ganske fornuftigt salg, kunne dørene lukkes kl. 16.30 lørdag eftermiddag.

Søren Rytter fik en god handel igennem med René, som var hurtig til at sætte en pris til forhandling
Søren Rytter var taget på jagt i den gamle købmandsbutik – og fandt her fiskestænger, en pude etc. Det blev til en god handel med René Jensen, som vi bringer en artikel med på mandag. René nød at handle med de mange besøgende – og ønsker du at investere i en gammel trykknap telefon – eller en telefon med drejeskive – så er der flere tilbage. Det samme gælder en sofa med to lænestole til 500 kroner eller en flot kongestol.

Kurt var frisk med varm kaffe på kanden – og så blev der ellers drøftet alt lige fra fælles landsbybil og kartoffelmarker – jo RYK IND RIBE havde mange emner
De lokale politikere er fast inventar på Kræmmer- og Loppemarkedet. Lige til højre i salen var det muligt at komme til “kaffe hos Kurt” – og få en snak. “Det er vigtigt for mig at være synlig i lokal området”, fortalte Kurt Bjerrum (V) til RYK IND RIBE og fortsatte: “Jeg får stemmer fra flere andre partier, når det drejer sig om valg til byrådet – her er det kendskabet til personen, der betyder noget!”

Nini Oken fik vendt nogle lokalpolitiske emner – stemningen var god og konstruktiv
Om det er derfor, at både Nini Oken og Karen Sandrini dukkede op sammen med Henny Fiskbæk i Socialdemokratiets stand, skal vi lade være usagt.

Undervejs blev der også tid til, at Karen Sandrini og Henny Fiskbæk kunne vende nogle emner – fx. også mobildækningen i Jernved.
De tre politikere fik mange gode snakke med de mange besøgende – og nåede endog at foretage en minde lokal brugerundersøgelse i forhold til finansloven. Da RYK IND RIBE var forbi, var der kommet flest stemmer på “flere penge til Sundhedssektoren”. Og det er vel også helt naturligt – ved et hurtigt kik rundt i salen var der flest kræmmere i den modne alder.

Hospitalsklovnen var med til at skabe liv – og den første man mødte i salen.
“Når er vi er færdige med markedet for denne gang, så pakker vi de varer, som vi mener kan sælges videre i kasser – og kører dem hen i den gamle købmandsbutik”, fortæller Laila Frederiksen fra styregruppen – og fortsatte: “Der bliver en lang række artikler i overskud – og de bliver donereret til Røde Kors”.










































































