Tekst: Johnny Tauman
25. oktober 2019
”DU ER IKKE ALENE” – Skal vi synge en salme? , således indledes en pressemeddelelse fra Folkekirkens Skoletjeneste Ribe Stift (RAMS) udfærdiget af pædagogisk konsulent og leder Thomas Risom.
Over 5000 børn deltager
Med ”fællesskab” som tema arrangerer RAMS igen i år salmesang og drama for over 5000 børn i Ribe Domkirke.
I en tid hvor selviscenesættelse og jeg-kulturen vinder frem, tager dette års ”Skal vi synge en salme?” fat i fællesskabet – både historisk, kulturelt, nutidigt og højaktuelt.
Domkirken fyldes over 11 dage
Der bliver dækket op til den helt store sammenkomst i Ribe Domkirke, når skoleelever fra hele Ribe Stift 11 dage i november fylder domkirken og synger udvalgte salmer. Inspireret af undervisningsmaterialet af samme navn opføres der mellem salmerne små skuespil, som på forskellig vis sætter fællesskabet i centrum.
Der bliver masser af fællessang og dramatik, når alle inviteres med til bords.
Interesserede er velkomne
”DU ER IKKE ALENE?” foregår i perioden 6.-22. november (mandage undtaget) kl. 10.30. Der er plads i sideskibene for alle, der har lyst til at opleve de mange børnestemmer løfte sig under domkirkens hvælvinger.
Det er RAMS, Folkekirkens Skoletjeneste i Ribe Stift, der står for arrangementet.
Gratis undervisningsmaterialer
Udover det årlige ”Skal vi synge en salme?”, der afsluttes i Ribe Domkirke, laver RAMS også andre gratis undervisningsmaterialer til alle skoler i Ribe Stift. Dette, og meget andet, kan man læse mere om på vores hjemmeside www.skolekirke-ribestift.dk











































































