Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, tirsdag den 16. september 2025
Meget tyder på, at DSB indenfor relativ kort tid kommer til at stå for togdriften på jernbanestrækningen til og fra Ribe. Transportminister Thomas Danielsen (V) har bebudet, at han vil have kontrakten med GoCollective, der i øjeblikket betjener strækningen, opsagt hurtigst muligt.
Årsagen er, at GoCollective efter ministerens mening ikke opfylder sin kontrakt og leverer en alt for uregelmæssig kørsel med for mange aflysninger og forsinkelser på alle de strækninger, GoCollective betjener i Danmark.
Til DR Syd siger ministeren, at han tidligere har givet påkrav og idømt rekordstore bøder til togselskabet uden at der er kommet bedre trafik ud af det. Årsagen er for store forsinkelser og for mange aflysninger på alle de strækninger, GoCollective betjener over hele landet.
Ministeren siger også til DR Syd, at overgangen fra GoCollective til DSB vil koste adskillige millioner kroner, men de penge er ministeren villig til at betale fordi han frygter, at for mange vil forlade den kollektive trafik, hvis der ikke sker ændringer.
GoCollective (tidl. Arriva) er Danmarks største private operatør indenfor kollektiv transport med over 2.000 ansatte. Virksomheden er landets næststørste togoperatør efter det statsejede selskab, DSB og er ligeledes en fremtrædende busoperatør. GoCollective har siden 2023 været ejet af den tyske kapitalfond Mutares, der overtog ejerskabet fra det tyske Deutsche Bahn.
GoCollective har været en del af den kollektive transport i Danmark siden 1997, hvor det britiske selskab Arriva købte danske Unibus.