Tekst Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen, copyright. Torsdag den 2. august
Det var en særdeles interesseret og spørgelysten majestæt, der denne torsdag eftermiddag besøgte Ribe Vikingecenter.
Dronning Margrethe II ankom præcist klokken 12.30, men hendes afrejse blev forsinket med et kvarters tid, hvilket tydede på, at majestæten befandt sig godt blandt vikinger og andet ”godtfolk”.
Blandt sidstnævnte var borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), der glædede sig over dronningens besøg, domprovst Jens Torkild Bak, byrådsmedlemmer, kommunale embedsfolk og mange andre, der har med centeret at gøre.
Modtagelsen
Vejret tilsmilede i den grad besøget, og et par hundrede besøgende i centeret fik sig en ekstra oplevelse, da de pludseligt opdagede, at dronningen var på besøg.
Hun blev modtaget af borgmesteren plus centerets ledelse, Karen Nørgaard og Bjarne Clement, samt de tre ”blomsterbørn” Alvilda Vestager Jensen, Askild Vestager Jensen og Ingvar Vestager Jensen. De tre overrakte blomster til både hendes majestæt dronningen og prinsesse Benedikte, som var med i starten for senere at tage på Jacob A. Riis Museet, som beskrevet andet sted på siden.
De tre børn gik uimponeret til opgaven som buketoverrækkere, og efter seancen fortalte Alvilda, at det havde hun da godt nok aldrig prøver før, men det var meget spændende.
Menuen
Efter modtagelsen gik de kongelige til frokost med en række særligt indbudte gæster, og her blev der serveret mad frembragt på vikingecenteret og inspireret af vikingetiden.
Frokosten bestod af pighvar på nybagt surdejsbrød med skiver af sprød glaskål, krondild og rørt friskost. Dernæst langtidstilberedt lammebov på cremet perleryg med let syltede grøntsager fra haven, timian og høost. Tredje ret var glaseret oksemørbrad af islandsk okse med morkier, bagte persillerødder, røget smør og marv. Desserten var honningkaramelliseret hvedebrød med friske sommerbær og creme af hyldeblomst og kernemælksvalle.
Således godt forsynet begav dronningen med følge sig rundt på vikingecentret, hvor der var lejlighed til at se forskellige værksteder og ikke mindst havnen, hvor der blev opført et mindre skuespil til ære for dronningen.
Gave til dronningen
Hos væveren Flemming Lundholm fik dronningen overrakt en gave i form af et hjemmevævet bånd, og sidste programpunkt var et besøg i den nyopførte og nyindviede kirke, Ansgar Kirke. Kirken er et kvalificeret bud på, hvordan Ansgars Kirke i Ribe så ud, og dronningen blev orienteret om historien bag byggeriet.
Herefter var det tid at sige farvel for de kongelige, der i krone 26 – en VW Transporter – kørte tilbage til Gråsten Slot, hvor den kongelige familie i øjeblikket ferierer.
Tilfredshed
Og det var et par veltilfredse værtsfolk i form af Karen Nørgaard og Bjarne Clement, der kunne gøre status efter en særdeles vellykket dag, hvor alt klappede.
– Det er gået rigtig godt. Det var en interesseret dronning, der besøgte os og som stillede mange spørgsmål. Og vi fik fortalt det, vi gerne ville.
– Dronningen gav også udryk for, at hun kunne se, der var sket meget siden sidste besøg, som var i forbindelse med byjubilæet, sagde Bjarne Clement.
Også borgmester Jesper Frost Rasmussen var særdeles tilfreds med besøget.
– Hvad betyder sådan et besøg for kommunen?
– Det er en rigtig stor og god oplevelse, og det betyder meget, fordi kongehuset er noget, vi kan samles om. Og det er dejligt at have besøg af en dronning, der viser interesse og spurgte ind til mange ting.