Tekst & Foto: Johnny Tauman
2. april 2020

Mange byer havde i forrige århundrede gadelamper med gas som kilde. Således var der i 1952  alene i Esbjerg ca. 700 gadelygter, som dagligt skulle tændes / slukkes og  serviceres med vask og polering af glasset. I Ribe var der godt 75 gaslamper.

Det var hyggeligt

Ribes borgere kunne først på aftenen opleve lygtetænderen komme cyklende med sin 2,4 meter lange tænderstang støttende på styret. Han havde travlt, når han skulle åbne op for gaslygten om aftenen og sætte det på vågeblus den følgende morgen.
Hvis blæsten havde slukket for flammen, måtte ”Ronson-lighteren” på tænderstangen i funktion.

Valdemar kunne  holde balancen

Mange ældre borgere husker sikkert Valdemar Lauridsen eller en af de andre lygtetændere komme cyklende balancerende med både tænderstangen og en stige i tilfælde af, at der var behov for en større operation eller rengøring.

Gadelamper langs Skibbroen (foto: Ove Detlevsen)

Datidens daglige statusrapport

Jobbet var eftertragtet – og havde sin helt egen beskrivelse i ”Instruks for lygtetændere ved Ribe kommune”. Her kan man bla. læse: ”Lygtetænderens væsentligste arbejde består i at tænde og slukke, passe og efterse byens gaslygter (for tiden ca. 75 stk.)”.
Og der var tale om en travl arbejdsuge – for som beskrevet skulle glasset også gøres rent – det skulle ske én gang om måneden eller efter behov. Herfor blev der i 1946 bevilliget lygtetænderen een ugentlig fridag.
Og hver dag skulle der afleveres statusrapport til stadsingeniørens kontor om fejl og mangler. Se det var datidens kvalitetskontrol.

Gasværket lukkede og slukkede

Ribe Kommunale Værker lukkede byens gasforsyning over tre etaper fra 1. april 1973 og sluttende pr. 1. april 1975 – og dermed var æraen med gasgadelamper slut.
I dag er gadelamperne med ledpærer – og er med til at skabe hygge i den gamle bydel.