Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, søndag den 26. maj 2024
Efter en længere, ufrivillig pause grundet sygdom, er seks seje piger nu klar med forestillingen ”Til sidste fjer – pigebanden”.
Det er DRAKOMIRS ungdomsgruppe bestående af seks piger og med Helle Hauger som instruktør, der har indøvet forestillingen og nu – endeligt – har premiere på den.
Premieren finder sted fredag den 7. juni klokken 19 i DRAKOMIRS lokaler ved Rosenalle, og forestillingen gentages dagen efter klokken 13 samme sted.
Der bliver kun de to forestillinger. – Vi sender naturligvis SMS til de 60, der havde reserveret billetter til de planlagte forestillinger, og vi håber, at de vil dukke op. Da vi kun kan spille to forestillinger, er det nok en god ide at reservere billet i god tid, siger Helle Hauger.
Billetter kan bestilles på sms på telefon 28113704.
”Til sidste fjer – pigebanden” er et dybt alvorligt stykke, der berører et par af tidens store dilemmaer nemlig banderelationer og pillemisbrug.
Dramaet er egentligt skrevet som en dialog mellem to piger, der i stykket illuderer forskellige veninder, men Thomas Hauger har fået lov af forfatteren til at bearbejde stykket, så det nu er fem piger, der er i dialog med hinanden om de glæder men også meget alvorlige udfordringer, pigerne i deres unge alder kommer ud for gennem banderelationer og misbrug.
– Oprindeligt var hovedpersonen stiknarkoman, men vi har valgt at ændre det til pillemisbruger, for i dag er det store problem jo opioider, der er en fællesbetegnelse for flere medicinske produkter, der i ukendtes hænder er livsfarlige, fortæller Helle Hauger, der samtidigt siger, at stykket henvender sig stærkt til unge fra 13 år og opefter samt deres forældre, fordi det giver anledning til megen diskussion om ungdom, bander og misbrug.
Umiddelbart kan man synes, at det er en meget stor opgave at gå i gang med for fem unge piger, der aldersmæssigt spænder mellem 16 og 18 år.
Men pigerne er ”vokset” op i Drakomir, hvor de har spillet børneteater, så de ved, hvad det er at optræde, og de kender teaterets sprog, som Helle Hauger udtrykker det.
– Da koronaen kom, skulle nogle af dem være med i en forestilling, og de var i gang med at indøve den. Men så kom koronaen, og flere af lektionerne kørte over nettet. Da koronaen var overstået, blev stykket gennemført, Senere forsvandt otte ud af ti i gruppen, fordi de tog på efterskole, men jeg fik dem samlet igen efter sommerferien, da de kom hjem, og de er nu Drakomirs ungdomsgruppe, fortæller Helle Hauger.
Og når man taler med de unge, er der ingen tvivl om, at de kan lide at spille teater, og at de alle er dybt grebet af de problemer, der bringes frem i ”Til sidste fjer – pigebanden”
Som de i fællesskab giver udtryk for, er det virkelig udfordrende at arbejde med. Det er meget fedt og sjovt. Det er dejligt, at der vendes så mange emner, og det er lidt forskelligt, hvad folk opfatter og hvordan. Det kommer an på, hvilke personer man er, er pigerne enige om.

Screenshot