Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 29. september 2022

Teatret Drakomir, Ribe, fejrer dansk teaters 300 års jubilæum, og det sker ved, at teatret den 12. og 13. oktober spiller deres forestilling I rum sø.

Der vil være gratis adgang for alle til disse to forestillinger. Efter den første forestilling vil der være en lille forfriskning til samtlige tilskuere.

Thomas Hauger fra Drakomir fortæller, at der går en lige linje fra dansk teaters første officielle forestilling 23. september 1722 til Drakomirs fejring.

Jubilæet bliver i øvrigt fejret over hele landet med specialforestillinger, særlige begivenheder og masser af taterfester.

– Siden den første forestilling i 1722, som var Molières Den gerrige, og som er grundlaget for Holbergs indsats fra dansk teater, har dansk teater udviklet sig voldsomt og frodigt. Holberg skrev efter den første forestilling pludselig 15 stykker i rap med Jeppe på bjerget som den første.

– Langt de fleste steder i Danmark er der mulighed for at se teater. Lige fra de store institutioner som Det Kongelige over regionsteatrene til egnsteatrene og de omrejsende børne og ungdomsteatre og de mange mange amatørteatre i Danmark, hvor af Drakomir er et af dem, fortæller Thomas Hauger.