Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, fredag den 12. januar 2024

Ud over at være domkirke og sognekirke i Ribe Stift, er Ribe Domkirke også en af de helt store turistattraktioner. Og de færreste ved, at kirken også rummer en kongegrav, nemlig Christopher den 1.

Domkirken er ikke alene Danmarks ældste men også den største, og det er den eneste fem skibede kirke i Danmark.

Kirken blev påbegyndt omkring år 1150 og bygget til flere gange.

Kirkens kuppel over korskrydset er desuden en kopi af den kuppel, der er i Phanton i Rom. Her var der oprindeligt åbent op mod himlen, hvor der var bygget et ottekantet tårn over åbningen. Åbningen og den måde, tårnet var konstrueret på, bevirkende, at lyset kunne ramme lige ned på det alter, der stod lige i korkorset, som er kirkens helligste sted. Eksperter er enige om, at specialister fra syden har været i Danmark, da kuplen i Domkirken blev lavet. Den blev muret til i det 14. århundrede.

Domkirken er en af de turistattraktioner her i landet, som hvert år besøges af rigtig mange turister.

Det sidste officielle tal for besøgende er fra 2019, og det viser, at der var flere end 200.000 besøgende i Ribe Domkirke. Til sammenligning kan nævnes, at Roskilde Domkirke i samme periode blev besøgt af godt 151.000 turister.

– Vi må erkende, at domkirken ud over at være kirke også er en stor turistattraktion. Også derfor skal vi sikre, at kirken er så åben som overhovedet mulig, for vi ved, at turisterne er utilfredse, hvis de kommer til en lukket dør i kirken. Derfor undersøger vi også, hvordan vi under den store renovering kan holde kirken helt eller delvist åben under arbejder og måske i alle tilfælde sørge for, at gæsterne kan komme op i borgertårnet, siger formanden for menighedsrådet, Tage Rosenstand.