Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, fredag den 9. februar 2024

– Der er god grund til at forsamles og bede for fred og forsoning.

Det siger biskop Elof Westergaard forud for, at der lørdag den 24. februar holdes en fredsgudstjeneste i Ribe Domkirke med start klokken 16.

Snart er det 2 år siden krigen i Ukraine startede. To år med uvished, usikkerhed og ufred. Hvor ukrainere har måtte smide hvad de havde i hænderne og skjule sig. Nogen har skjult sig i beskyttelsesrum i nærheden, nogen er rejst væk fra fronten og til et helt andet sted i Ukraine eller væk fra deres land.

Blandt andet på den baggrund holdes fredsgudstjenesten i Ribe Domkirke med repræsentanter for flere kirker, og som Ryk Ind Ribe erfarer, vil der også være repræsentanter til stede fra regeringen.

Prædikant vil være Biskop Elof Westergaard, og der vil medvirke repræsentanter fra forskellige kirker og på forskellige sprog.

Biskoppen Elof Westergaard siger:  – Udover krigen i Ukraine har det sidste år også tilføjet terrorangreb og krig i Gaza, og der er derfor al god grund til at forsamles og sammen bede for fred og forsoning.

Både i 2022 og 2023 blev der holdt fredsgudstjeneste i Ribe stift. I 2022 i Ringkøbing kirke og sidste år i Skjern kirke. Nu i år vil det være i Ribe Domkirke.

Det er nødvendigt med tilmelding til Gudstjenesten, og den kan ske på Ribe Stifts hjemmeside. Seneste frist er den 20. februar, og tilmelding sker efter princippet først til mølle.

Fredsgudstjenesten arrangeres i samarbejde mellem Ribe Stift, Det Mellemkirkelige Råd, Danske Kirkers Råd og Folkekirkens Nødhjælp.