Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto René Jørgensen, torsdag den 4. september 2025

Mors-Thy – Ribe-Esbjerg HH  30-29 (14-12)

De åbenlyse nerver, der prægede kampen mod Sønderjyske, fortsatte med uformindsket styr-ke i første halvleg i Thyhallen. De mest garvede i ligatruppen brændte på stribe. At REHH kun var bagud ved pausen med 14-12 skyldtes en række fine redninger af Nicklas Kraft, der kom ind ved stillingen 8-6.

I anden halvleg scorede REHH 17 flotte mål. Som REHH’er blev halvlegen dog fuldstændig smadret af to dommerbeslutninger, der kostede point.

Da der var spillet 37 min. brød Benjamin Hallgren igennem og blev slagtet til åbenlyst straffe og 2 minutter til Mors-Thy. Benjamin lå længe og skulle have behandling. Dommeren gav fri-kast uden to min. til forsvaret.

I næste angreb skete det i modsatte ende. Karl Wallinius tog godt fat i en Mors-Thy angriber, der faldt – og hele arenaen råbte (selvfølgelig). Situationen med Hallgren var hel parallel. Karl fik rødt kort. Han var lige kommet på banen i anden halvleg og leverede straks et par af de flotte mål, som vi så ofte ser til træning. Han var virkeligt tændt. Den dommerbeslutning var – set med REHH briller – urimelig hård. Og helt ude af trit med dommernes tidligere linje. Derfor ros til holdet for at give alt, hvad de havde i de sidste 20 min.

30 sekunder før tid ved 29-29 – brænder REHH en 100% chance. Mors-Thy havde bolden det sidste halve minut. 4 sekunder før tid skød Nicklas Hald, men Andreas Haagen klarede flot. Bolden røg ud til Victor Norlyk, der scorede i sidste sekund. Dommerne godkendte målet.

REHH’s sportschef Jesper Holm havde optaget det sidste minut. Han kunne dokumentere, at Norlyk dels kom fra feltet og dels overtrådte i skudøjeblikket. Foden var soleklart på stregen. Videoen blev forelagt kampens dommerobservatør, der kun kunne give Jesper Holm ret. Men: Intet at gøre. Dommerne havde godkendt målet, selv om én af dem stod få meter fra overtrædelsen.

Uheldene haglede ned over REHH på et tidspunkt, hvor der snart skal point på kontoen. Spillerne ved godt, at de selv havde alle muligheder for at situationen til sidst ikke skulle koste point. Det gjorde det. Turen sydpå var lang.

Næste kamp er i Dokken den 11. september kl. 18.30, hvor BSH kommer på besøg.

Mål: Mathias Jørgensen 7, Rasmus Meyer 5, Benjamin Hallgren 5, Alfred Jönsson 3, Karl Wallinius 3, Elvar Asgeirsson 2, Lauritz Legér 2, Kasper Sjursen 2.

Målmænd: Andreas Haagen 27 %, Nicklas Kraft  27 %

Topscorere for MTH: Nicklas Hald 9, Victor Norly 8.

Udvisninger. REHH 4 x 2 minutter, et direkte rødt kort.

MTH 5 x 2 minutter.