Tekst Hasse Jørgensen, fotos Saxofilm, fredag den 30. januar 2022
Den længe ventede dokumentarfilm om Jacob A. Riis, er nu klar til at blive vist. Det sker den 1. januar kl. 19, hvor DR2 viser dokumentarfilmen Jacob A. Riis, der ændrede Amerika.
Sydvestjyske Museer, som for tre år siden åbnede Jacob A. Riis Museum, har været meget involveret i filmens tilblivelse.
– Sammen med Saxofilm rejste vi flere millioner kroner til at producere to film, og vi har også været konsulenter på filmene, fortæller museumsdirektør Flemming Just. – Den ene film på 23 minutter viser vi i museets biograf, og jeg tør godt sige, at publikum er meget begejstret. Siden har Saxofilm udbygget filmen til en én-times dokumentar, som nu vises på både DR2 og på DR TV.
Det er Teddy Bruslund fra Saxofilm, som har været instruktør på filmene.
– Egentlig skulle den store dokumentar have været sendt allerede i 2020, og den skulle være en del af en stor serie, som DR ville lave om store danskere i udlandet. Produktionsholdene var klar til at drage ud, da coronaen kom og forhindrede hele projektet. Kun vores film er blevet til noget, fordi vi allerede havde lavet meget af forarbejdet i forbindelse med museumsfilmen. Men vi kunne først få lov at komme ind i USA i 2022 og gøre optagelserne færdige.
I filmen kan man opleve skuespilleren Tomas Villum Jensen i rollen som Jacob A. Riis. Som kommentatorer optræder Tom Buk-Swienty, der har skrevet en stor biografi om Riis, og museumsdirektør Flemming Just, som løbende forsker i Jacob A. Riis’ liv og gerning. Desuden medvirker Lela Riis, New York, som kommentator. Hun er tipoldebarn af den berømte ripenser og står i øvrigt i spidsen for den amerikanske fundraising-organisation til støtte for museet.
Saxofilm er ved at få dokumentarfilmen tekstet med engelske undertekster, og det er håbet, at den vil kunne vises på såkaldt public broadcast i dele af USA.
Faktaboks
Ryk Ind Ribes René Jørgensen fulgte filmholdet under nogle af optagelseerne, og du kan se reportagen her: https://rykindribe.dk/artikler/jacob-a-riis-fra-ribe-er-den-mest-indflydelsesrige-danske-fotograf-igennem-tiderne-kommer-nu-paa-film/
Filmen Jacob A. Riis, der ændrede Amerika er produceret af Saxofilm, der ejes af Klaus Birch og Tom Buk-Swienty, og som har Teddy Bruslund som fast instruktør. Jacob A. Riis Museum og Saxofilm har opnået støtte fra Region Syddanmarks Kulturpulje, FilmFyn, Augustinus Fonden, A.P. Møller Fonden samt DR.
Filmen vises på DR2 den 1. januar kl. 19 og vil de næste to år kunne ses på DR TV.
En teaser for filmen kan ses her: https://vimeo.com/manage/videos/774746132/f2b2397f03
Jacob A. Riis Museum har åbent tirsdag til søndag kl. 10-16 og viser hver halve time en forkortet udgave i museets biograf.

Jacob-Riis-fotograferer-Bandits-Roost-