Tekst og fotos Hasse Jørgensen, mandag den 9. maj 2022

Skal man dømme efter den prøveafstemning, der blev foretaget på Ribe Katedralskole, er der fuldstændig dødt løb mellem de vælgere, der ønsker forsvarsforbeholdene afskaffet og mellem dem, der ønsker dem bevaret.

Afstemningen blev foretaget i forbindelse med et vælgermøde, hvor anden- og tredje års eleverne kunne høre seks politikere give deres syn på, hvorfor det skal være et ja eller nej til afskaffelse af forbeholdene.

De fem politikere fik hver et minut til at redegøre for deres synspunkter, hvorefter der var spørgsmål fra salen.

(Artiklen fortætter under billedet)

De politiske duellanter. Fra venstre Mads Larsen, Henrik Dahl, Ulla Tørnæs, Chr. Rabjerg Madsen, Henning Hyllested og Karsten Byrgesen.

Mødet blev indledt og sluttet af med en prøveafstemning, og den viste, at politikerne virkeligt formåede at flytte noget hos de unge vælgere.

Ved første afstemning ønskede 135 at stemme ja til afskaffelse af forbeholdene, mens 100 ville beholde dem.

Ved anden afstemning var der flere, der stemte, og her var der nu 136, der stemte for afskaffelsen, mens 134 ønskede at beholde dem. Den elektroniske afstemning viste også, at 70 havde skiftet stilling under den timelange debat.

De seks politikere, der deltog i debatten, var Mads Larsen DF, Henrik Dahl LA, Ulla Tørnæs V, Chr. Rabjerg Madsen S, Henning Hyllested E og Karsten Byrgesen Nye Borgerlige.

Under selve debatten kom der intet nyt frem. De seks politikere fremhævede deres partiets for mange velkendte synspunkter, men at dømme ud fra afstemningstallene, har de seks politikere rørt ved noget hos de unge vælgere.

Skiftede standpunkt

En af de unge, der fik noget ud af debatten, var Lotte Thygesen, der efter debatten fortalte, at hun havde skiftet standpunkt under vejs. Af hensyn til, at afstemninger i Danmark er hemmelige, kan vi naturligvis ikke fortælle, i hvilken retning, skiftet gik.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Lotte Thygesen blev klogere på problemet.

– Men du fik noget ud af mødet.

– Ja, det gjorde jeg. Jeg havde forud for mødet ikke rigtig sat mig ind i, hvad det drejede sig om, og jeg blev klogere under debatten.

Så du går hen og stemmer den 1. juni.

– Ja, det gør jeg, lød det bestemt fra Lotte.