Vagn Holst Sørensen, Ribe, er død 87 år gammel.
Vagn Holst Sørensen drev i mange år sammen med broderen Obbekær Traktorimport, der under de to brødres ledelse voksede til et stort, landsdækkende firma. Firmaet blev til ved en tilfældighed, idet de to brødre drev et landbrug i Obbekær. Efter krigen købte de en traktor i England, og – som Vagn tidligere har fortalt – havde de pludseligt importeret tre engelske traktorer til naboer, og så var grundlaget for Obbekær Traktorimport lagt.
Vagn Holst Sørensen var et stille og roligt gemyt, der fulgte meget med i, hvad der skete på egnen. Han var en overgang stærkt engageret i Ribe Jernindustri ikke mindst omkring virksomhedens afvikling.
Vagn Holst Sørensen efterlader sig hustru og to børn.