En af Ribes kendte borgere, Per Bonne Bohn, Saltgade, Ribe, er død 86 år gammel.

Per Bohn var en meget social mand, og han virkede efter pensioneringen for nogle år siden som konsulent og mentor for unge iværksættere, som han havde gode forudsætninger for at hjælpe qua hans tidligere erhvervskarriere.

Per Bohn var i en årrække direktør for Norsk Hydro i Tønder og blev senere direktør for virksomhedens franske afdeling. Ved pensioneringen flyttede han og hans kone til Ribe, hvor Per Bohn fik en meget stor omgangskreds. Han nød at færdes i byen og tale med mennesker, og han var altid klar med en hjælpende hånd, hvor det var nødvendigt, eller med en god historie.