Tekst og foto: Johnny Tauman
27. maj 2018

Ribe vil være NICE – og ofte er det de små ting, som trækker den forkerte vej! Lad os nu se på to springvand, som bare ligger og “samler støv” fremfor at skabe liv.

Springvandet i “borgmestersøen”

Efter kommunalreformen er det blevet for dyrt at drive springvandet i “borgmestersøen”, der ligger i Tangeområdet mellem Åstien og boligområdet på det gamle stadion – fx. med indgang fra Engvej forbi spejderhuset.

RYK IND mødte lørdag enten 80 årig nabo til området på tur med sin lille hund. Han fortalte: “Den gamle borgmester i Ribe Kommune var “solgt”, da han indviede søen med den store stensætning med springvandet, men da vi blev storkommune, blev der lukket for strømmen og herlighederne forfalder og gror til!”

Anlægget er intakt til solceller

Det findes ingen beboerforening i området, så de omkringliggende beboere skulle derfor selv betale de godt 50.000 kr årligt for at holde anlægget kørende! Men mon ikke et mindre solcelleanlæg, som de der står ved hastighedsmålere ved vejanlæg kunne løse opgaven. Den ældre beboer udpegede teknikskabet og sagde: Det hele er her endnu – intakt! Det er kun viljen, der mangler!”

Dødt område bag Kop og Kande

Men det er ikke kun i Tangeområdet, at den er helt gal med drift af springvand. I området mellem Kop og Kande, den store boligblok / apoteket i Tvedgade er der et dødt rekreativt bassin med en enorm flot sten omgærdet af bænke! Men der er ingen vand! Også her er det Esbjerg Kommune, som har lukket for herlighederne!

Hvem påtager sig opgaven?

Spørgsmålet er, hvordan vi kommer videre!
Måske skal vi invitere Jan Gintberg til byen og lave et show på landsdækkende TV: “Hallo Esbjerg!!! Hvor er I henne??” Flotte vandanlæg i Esbjergs midte, men Ribe er lukket ned!”
Det er ikke kønt, men nytænkning og få midler kan gøre byen endnu mere NICE.
Hvem tager opgaven? Og hvornår vil vandet igen springe?