Tekst Hasse Jørgensen, fredag den 31. maj 2024
En død person blev fredag morgen fundet i åen ved Pile Alle på Ribelund-området.
Anmeldelsen kom til politiet klokken 07,51, og politiet har hele formiddagen været til stede i området.
Politiets informationsafdeling oplyste i skrivende stund, klokken 10,30, at personen endnu ikke er identificeret. Der er heller ikke oplysninger om personens køn eller alder, ligesom man endnu ikke ved, om personen har ligget længere tid i vandet.
Teknikere og beredskabsstyrelsen er der
Sidst på formiddagen ankom politiets teknikere, og et større område er blevet spærret af angiveligt for at sikre eventuelle spor. Området er stærkt benyttet af hundeluftere og naturelskere.
Tæt ved åen er der rejst to telte, og der er en livlig trafik af politi og andre myndighedspersoner i området, ligesom politiets hunde er i området. Desuden er der sat en flydespærring op i åen.
Hvorvidt der er tale om en ulykke eller noget kriminelt er endnu uklart.
Vi vender tilbage, når der er flere oplysninger i sagen.