Tekst & collage Johnny Tauman    Dronefoto: Ove Detlevsen
13. februar 2019

Når KVIK 70 slår dørene op til årets dilettant-forestillinger torsdag d. 28. februar og fredag den 1. marts, sker det med fanfaren: ”Kom til Roager Medborgerhus og få redt trådene ud og rørt lattermusklerne til et festfyrværkeri af en dilettantforestilling med 6 lokale skuespillere.”


I år er det farcen ”Ægtemand i knibe” i 2 akter, der kort fortalt handler om et brødrepar, der har arvet et skrivemaskinefirma, som trues af konkurs.
Aksel Iversen fra Ribe – tidligere bosat Ø. Åbølling – spiller Kjeld Paulsen, der er en stresset person med tyndslidte nerver, og som hader sin kone Laila, der snakker som et vandfald og elsker skønhedsoperationer (spillet af Corrie Wassenaard).

Opføres kun to gange

Dilettanten opføres kun to gange – torsdag aften kl. 19:00 med mulighed for at købe kaffe og kage i pausen. Prisen for at overvære forestillingen er blot 50 kr. for voksne / 20 kr. for børn.
Fredag er det muligt at spise flæskesteg med tilbehør kl. 18:00 (tilmelding til Lene: 51362552) og overvære ”Ægtemand i knibe” for 150 kr. for voksne / 90 kr. for børn.
Det er også muligt blot at komme til forestillingen fredag aften kl. 19:30 til samme priser som om torsdagen.

RYK IND RIBE følger op fredag med en snak med Aksel Iversen, der har medvirket i mange, mange år.