Tekst og fotos Hasse Jørgensen, mandag den 20. januar

Efter fire til fem års pause, er der igen lagt op til dilettant i Vester Vedsted, og hvis publikum til de kommende forestillinger morer sig lige så godt, som aktørerne gør under indøvningen, så bliver der tale om et par rigtig fornøjelige aftener.

Det er Vester Vedsted Landsbyforening og Sdr. Farup Grande, der står bag amatørteatret. Alle medvirkende er lokale med Marianne Andreasen som instruktør, og hun fortæller, at selv om alle er lokale, er der nogle af de medvirkende, der rent faktisk i den her anledning har hilst på hinanden for første gang.

– Det er jo sådan i dag, at de lokale beboere kører andet sted hen og arbejder og først er hjemme til aften og i weekenderne, og her ved prøveaftenerne er der nogle, der har hilst på hinanden for første gang, fortæller Marianne Andreasen.

Baggrunden for, at der igen spilles dilettant i Vester Vedsted er i følge Marianne Andreasen, at rigtig mange har spurgt, hvorfor man egentlig ikke havde dilettant mere, og så blev det sat i gang.

Stykket hedder Ikke hikke Rasmus, og vi skal ikke røbe noget af handlingen her. Men til gengæld kan vi fortælle, at der er nogle urkomiske scener, som nok skal få latteren til at runge.

Stykket opføres første gang fredag den 31. januar i forsamlingshuset for ungdomshøjskolens elever, og lørdag den 1. februar er der igen forestilling i forsamlingshuset. Denne gang for alle lokale beboere, både børn og voksne. Der indledes med fællesspisning, og dernæst løber Ikke hikke Rasmus over scenen.

Arbejdet med forberedelserne har stået på siden 1. november, og Marianne Andreasen kan denne mandag aften forsikre, at nu er ”den ved at være der”.

Der arbejdes på scenen

Prøverne følges intenst fra “gulvet”