Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 5. november 2024
Diana Terp Pedersen, der driver Dinas Madunivers, har udvidet sin forretning med en foodtrucker. Dermed har Diana mulighed for at komme endnu længere ud med det, hun holder meget af, nemlig at lave god mad.
Diana lancerede tirsdag aften sin nye foodtrucker ved Rema 1000 ved Trojels Knæ, hvor hun og datteren Sofie solgte en hverdags ret bestående af en god, dansk bøf med bløde log, sovs, kartofler og rødbeder. Og din udsendte kan fortælle, at maden smagte rigtig godt og stadig var varm, da jeg kom hjem med den.
Og Diana Terp Pedersen vil resten af november hver tirsdag aften mellem kl. 17 og 19 servere hverdagsretter ved Trojels Knæ.
– Jeg synes, det er sjovt, at man i Ribe også kan have street food og ikke skal rejse til Esbjerg, for at få det. Min drøm er også at komme til f.eks. tulipanfest og andre begivenheder i Ribe, hvor jeg kan servere mad. Og det skal være noget, der ikke konkurrerer med de lokale restaurationer, og her vil jeg nok satse meget på det mexicanske køkken, som jeg er uddannet i, forklarer Diana.
Hun fortæller videre, at hun også arbejder på en plan om at komme ud på Nørremarken, hvor medarbejderne i firmaer, der ikke har frokostordninger, kan komme og købe deres frokost ved foodtruckeren.
Tanken med foodtruckeren er også, at folk kan leje den til forskellige begivenheder som f.eks. rejsegilder, familiefester og mange andre ting. Og så kan bestilleren bestemme, om den skal komme som ”pølsevogn”, med tapas, med mexicansk eller hvad man nu kan aftale.
– Hvad så med Dianas Madunivers? Fortsætter det med mad ud af huset?
– Absolut, og det går faktisk rigtig godt. Det er rigtigt, at det meste, jeg leverer, er mad ud af huset, men jeg tager også med ud og laver maden på stedet, hvis det ønskes. Foodtruckeren er et supplement til maduniverset.
– Du er også social medarbejder ved KFUM. Hvad med det?
– Det er jeg stadig, hvor jeg arbejder med nogle mennesker, jeg holder meget af. Men her har jeg ikke rigtigt timer nok, så derfor maduniverset og foodtruckeren, lyder det fra Diana, der denne første tirsdag aften ved Trojels Knæ sammen med datteren Sofie har travlt med at lange de danske bøffer med tilbehør over disken.
– Hvor længe bliver du ved, sådan en aften?
– Til der er udsolgt. Så hvis du vil være sikker på at få dagens ret, er det en god ide at ringe først, siger Diana.
Fakta
En foodtrucker er en stor trailer, der er indrettet til madfremstilling og salg af mad. Den ene side kan åbnes, så folk kan betjenes over en disk i trailerens side.
Du kan læse mere om foodtruckeren og Dianas Madunivers på hjemmesiden www.dianasmadunivers.com