Mens kaffen blev nydt, fik de fire afstemt deres budskab om flere seniorboliger

Tekst & Foto: Johnny Tauman
26. maj 2021

(Første artikel af tre)

Der blev lyttet – snakket og fundet nye anvendelses muligheder til arealet, hvor den gamle skole lå placeret over for Dagli´Brugsen i Vilslev.
Jette, Else Maria, Birgit og Anna foreslår, at der bygges boliger på stedet – boliger, som betyder, at de ældre kan blive boende i lokalsamfundet, når de store haver på 2000 m2 bliver for store at holde – eller man bliver enlig.
Både Connie Geissler og Karen Sandrini fik nogle intense og medlevende snakke med de fire kvinder, hvoraf to havde været lærere på Kongeådal Skole i adskillige år.

Der blev lyttet opmærksomt til oplægget om alternative boliger

Der er i lokalsamfundet mangel på seniorboliger – og kun få muligheder for alternative boligformer end egen villa eller landejendom. – Der findes nogle få andelsboliger og lejligheder, men det er ikke tilstrækkeligt til at afbøde behovet – og det er vigtigt ikke at affolke lokalområdet, lød det fra flere i dialogen.
Den gamle skoleinspektør Roll Præstegaard kom til og bød ind med, at der også kunne være både boliger og legeplads på stedet ud fra den holdning, at ældre også kan have glæde af at se børn lege – eller måske endog selv deltage.