Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, 4. september 2025
Esbjerg Kommune er rykket helt op på en 6. plads i Dansk Industris årlige undersøgelse af erhvervsvenlighed. Det er kommunens bedste resultat nogensinde og et klart signal om, at indsatsen for at skabe stærke rammer for erhvervslivet bærer frugt.
Det er et markant spring fremad for Esbjerg Kommune, som i 2024 lå på en 18. plads. Lokalt har 192 virksomheder deltaget i undersøgelsen, og de repræsenterer samlet knap 9000 arbejdspladser. Sammen med en række statistiske indikatorer danner virksomhedernes vurderinger et nuanceret billede af kommunernes erhvervsvenlighed.
Indsats matcher virksomhedernes behov
Borgmester Jesper Frost Rasmussen glæder sig over den markante positive udvikling.
– Det er en kæmpe anerkendelse af det arbejde, vi har lagt i at skabe stærke rammer for erhvervslivet i Esbjerg Kommune. Med afsæt i Erhvervsfremmestrategien har vi styrket dialogen og sat handling i gang på en række konkrete områder, som matcher virksomhedernes behov. Den indsats viser nu tydeligt sit værd, og vi fortsætter selvfølgelig arbejdet, så vi kan fastholde positionen som en af Danmarks mest dynamiske og attraktive erhvervskommuner, siger borgmesteren.
Tæt samarbejde er en styrke
Når det gælder infrastruktur og energi indtager Esbjerg førstepladsen foran alle landets øvrige kommuner, lige som den på flere andre områder placerer sig i toppen. Det gælder f.eks. i arbejdet med at tiltrække international arbejdskraft, hvor kommunen ligger nummer syv, mens indsatsen for at sikre kvalificeret arbejdskraft lander på en 13. plads.
Også direktøren for Business Esbjerg, Karsten Rieder, ser placeringen som et vigtigt skulderklap.
– Resultatet er et udtryk for den store styrke, der ligger i det tætte samarbejde mellem Esbjerg Kommune og Business Esbjerg. Her gør vi en fælles indsats og tager ansvar for at skabe løsninger, der sikrer optimale vilkår for vækst og udvikling i virksomhederne. Konkret viser undersøgelsen, at infrastruktur og energi vægtes højt, og netop her har Esbjerg som Danmarks EnergiMetropol en styrkeposition, der bakker erhvervslivet op i at gribe mulighederne for vækst, siger Karsten Rieder.
Ny strategi udarbejdet
Baggrunden for den fine placering er ikke mindst nedsættelsen af et erhvervsfremmeudvalg, der fik den konservative May-Britt Andrea Andersen som formand, og som siden har udarbejdet en erhvervsfremmestrategi.
På Facebook slår både borgmesteren og May-Brit Andrea Andersen fast, at flere ting fra strategien er indarbejdet i arbejdsmetoderne, og at der er flere på vej.