Tekst og foto: Johnny Tauman
13. september 2018
Der er hverken tale om årets første sne – eller storvask af brosten i Skolegade og Puggaardsgade.
Derimod har NCC gennemført en effektiv og miljøvenlig ukrudtsbekæmpelse – den samme type, som anvendes på tennis- og kunstbaner.
NCC Spuma er et miljøvenligt pesticidfrit produkt – som slår sig på følgende fire overskrifter: 100% miljøvenligt – Ingen pesticider – Ingen brandfare – Ingen skader på overflader.
Produktet består af varmt vand og et isolerende skum baseret på majs og kokos – godt 4 kilo til 1000 liter.
Vand og skum spredes ud over ukrudtet og sprænger ukrudtsplantens celler, så planten dør.
RYK IND talte med den NCC-medarbejder, som forestod arbejdet – og han kunne fortælle, at skummet forsvinder efter få minutter – og efterlader ingen skadelige stoffer – og det er vigtigt i forhold til grundvandet og omgivende planter.
Måske er det midlet i stedet for Round-up? Det skal store mængde varmt vand til, hvis det drejer sig om en terrasse – og her hjælper 2 liter kogende vand fra en kedel ikke så meget.