Tekst og foto: Hans Jørgensen, fredag 18. maj

Nostalgien blomstrede på det gamle hotel, da alle de kendte og nogle mindre kendte melodier af The Beatles blev spillet i salen på Hotel Ribe denne fredag aften.

Dermed slog hotellet ligesom mange andre spillesteder takten til nogle festlige dage i Ribe med tulipanfest.

Og det var den rigtige takt, der blev slået, da Beat the Meetles spillede op til det nostalgiske.

Bandet er et af de bedste kopiband, og det var tydeligt at se på forsamlingen, at den nød musikken. Der blev svajet og vrikket i takt med tonerne, og der blev udvekslet gamle minder.

Inden koncerten, der stort set var udsolgt, havde 50 mennesker indtaget en dejlig middag i hotellets hyggelige pub. Det var alle de, der var plads til. Her blev serveret kalvefilet med kartofler, skysovs og dejlig salat, og – som en af gæsterne Betty Madsen sagde – så var det ikke bare godt, det var bare rigtig godt med tryk på rigtig godt.

Betty Madsen var sammen med manden, N.P. Madsen samt søster og svoger, Eva og Jens, på Hotel Ribe for at få en rigtig god og hyggelig aften, og det var alle fire enige om, de havde fået.

Også selv om N.P. Madsen mødte op med en brækket arm. Den pådrog han sig en lille uge tidligere ved et fald.

– Men det skal nok gå. Jeg skal gå med gips endnu i fem uger, og om seks uger tager vi på ferie, så det er afstemt, lød det med et grin fra N.P. Madsen midt i hyggen og musikken.