Tekst og fotos: Renè Jørgensen
7. maj 2022.

Snarrådig elev fanger tyve – Ros til politiet

Onsdag i sidste uge fik tøjbutikken MR i Ribe besøg at to kvinder, der ikke havde tænkt sig at betale for varerne. Den 22 årige elev Oliver Blesberg fik mistanke og fik fat i indehaver Keld Vestergaard på kontoret, hvor han havde set tyvene på overvågningen. Nu er det ikke første gang, den kendte tøjbutik oplever tyveri fra butikken. For et par år siden foretog Keld Vestergaard en civil anholdelse af et par butikstyve, en anholdelse, som kostede en brækket finger. Det afholdt nu ikke butiksindehaveren i at deltage i jagten på tyvene.

– Det var en fantastisk hurtig indsats af lokalpolitiet i Ribe, og stor ros til dem. Det gik ikke mange minutter, før de var fremme, fortæller Keld Vestergaard. Stationen i Ribe havde en betjent på arbejde. Betjenten fik hurtigt fat i en kollega, og sammen dukkede de op ved butikken få minutter efter, de var blevet alarmeret.  Keld Vestergaard havde set en stor sort bil holde uden for butikken, og i den forsvandt de to kvinder fra stedet. Da politiet dukkede op, sprang Oliver Blesberg hurtigt ind i vognen,, og jagten gik i gang. I rundkørslen ved Føtex blev bilen spottet af den unge elev, og så var det ingen sag for de to hurtige betjente at få de to kvinder anholdt.

De sigtede i sagen er to irakiske kvinder fra Århus på henholdsvis 40 og 53 år. De har begge erkendt butikstyveri fra flere forretninger og kan nu se frem til et retsligt efterspil, fortæller politiets presseafdeling.

En meget tilfreds Keld Vestergaard har stor ros til politiet og elev Oliver, der ikke var meget for den megen omtale af hans indsats.

Politiets indsats og synlighed i byen må give en vis tryghed i handlen.