Det sidste farvel til Jernstøberiet, i dag Hudevad

Tekst og foto Tina Christensen, 25. september 2020

Rykind var fredag med på en af de absolut sidste rundvisninger på det gamle Ribe Jernstøberi, nu Hudevad. 10 deltagere pr. rundvisning iklædt mundbind og refleksveste deltog i rundvisningen kl. 11. Heraf var 5 tidligere ansatte. En kvinde, som blev udlært som kontorelev i 1975, havde tage turen helt fra Odense, for at sige et sidste farvel. Luften var stadig tyk af duften af metal afkølet i olie og skåret ud. Ca. 30 medarbejdere var stadig i gang i de halvtomme haller. Mange maskiner er allerede pakket ned og sendt til andre lande. Dagens rundviser Benny Hansen, som efter 45 års ansættelse gik på pension i 2018, synes det var lidt trist at vise rundt i en halvtom fabrik.

En ældre model vises frem

Under rundvisningen var medarbejdere i gang med at klargøre en 63 tons tunge presser til at blive flyttet. En stor udfordring viste det sig – da pressen for 20 år siden ankom til støberiet blev den løftet ned gennem taget af en kæmpestor kranbil. Dengang kunne kranbilen køre ned ad Sct. Peders Gade og hejse pressen ind over bygningen. I dag 20 år senere, er et af træerne på hjørnet af Sct. Peders Gade imidlertid vokset sig så stor, at kranbilen ikke kan køre ned ad gaden. Sådan et træ får man ikke lige lov til at fælde. Så medarbejderne har været kreative og planen er nu, at pressen inde i hallen løftes op af gulvet, lægges på siden, køres igennem fabrikken om til en port, som godt nok er 3 cm for smal! Den gøres derfor en anelse bredere og pressen kan komme udenfor og en mindre kranbil kan løfte og transportere den videre på sin rejse.

Der var masser af snak om dengang det flydende stål blev hældt i forme. Røverhistorier fra gamle dage blev fortalt – engang var der vistnok 600 medarbejdere ansat, og man havde ikke helt styr på, hvad alle lavede. Under 70´ernes energikrise var varmen på kontoret lukket. De ansatte sad pakket ind i tæpper og varmt tøj. Dog ikke direktionssekretæren, der på den tid gik i nederdel, nylonstrømper og høje hæle. En dag mødte hun op i et par langbukser/slacks. Direktøren påpegede straks: – Jeg vil ikke have en sekretær, der går i pyjamas. Vil De straks gå hjem og klæde om.

Turen sluttede ved et 20 år gammelt luftfoto – her blev ivrigt peget og snakket om fabrikken og områdets forandring gennem tiden.