Tekst Hasse Jørgensen, foto: Arkiv,torsdag den 11. januar 2024

D. 16. januar 2024 kl. 19.30 inviterer Læseselskabet til nytårsmøde for alle interesserede – nuværende og kommende medlemmer.

Ud over at ønske hinanden et godt nytår, er der to ting på programmet.

Først holder Anette Jensen, som er en stor kender af Nordisk Litteratur, et foredrag med overskriften Fire nordiske prisvindere.

Derefter er det meningen, at alle fremmødte skal på banen. Der skal nemlig lægges planer for Læseselskabets først sæson og snakkes om, hvad det kan føre til på lidt længere sigt. Allerede på den stiftende generalforsamling kom er der en lang række forslag til aktiviteter, der kan sættes i gang til glæde for alle, der interesserer sig for læsning og litteratur i én eller anden form.

Selskabet bruger en times tid sammen for at se, om det kan danne tema- eller interessegrupper (ikke at forveksle med læsekredse) og arbejdsgrupper om planlægning af forskellige aktiviteter. Du bestemmer selv, hvad du kan og vil være med til.

Ud over læsegrupper om særlige temaer f.eks. Shakespeare, Dickens eller Dante eller noget helt andet, kan det være booktalks ved anmeldere, bibliotekarer eller læsende Ripensere og andet godtfolk. Det kan være forfatterforedrag med kendte og mindre forfattere om romaner eller tværgående emner som f.eks. sprog, litteraturhistorie, krig, fred, filosofi og religion eller mere eventprægede aktiviteter som aftner med jazz, billedkunst og højtlæsning.

Mulighederne er uendelige og de, som endnu ikke har meldt sig ind, er lige så velkomne, som de der har.

Hvis man ikke kan komme den pågældende aften, kan man melde sig til Læseselskabet på laeseselskabet@outlook.dk