Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 21. august

Ledelsen af Nationalpark Vadehavet er i fuld gang med at udarbejde en handleplan for det enestående naturområde.

Det maritime Ribe og herunder Ribes maritime kultur samt Ribe Å’s og Ribe Havns betydning for Vadehavet, skal understreges i den nye handleplan.

Det vil komme til at fremgå af det høringssvar, Esbjerg Kommune sender til Nationalpark Vadehavet.

Miljø- og planudvalget behandlede mandag et oplæg til høringssvar fra teknisk forvaltning, og i det var Ribe overhovedet ikke nævnt. Men det sker nu.

I høringssvaret slår Esbjerg Kommune i øvrigt fast, at man meget gerne vil i et endnu tættere samarbejde om Vadehavet med Nationalpark Vadehavet.

– Men i det svar, som forvaltningen har foreslået, mangler vi totalt Ribe, og det er det, vi skal have føjet ind, siger næstformanden i udvalget, Kurt Bjerrum (V), der var leder af tirsdagens møde, da formanden, Karen Sandrini (S) havde sendt afbud.

– Det er Ribes maritime betydning, vi gerne vil have tænkt med ind i høringssvaret også i forbindelse med den planlagte sejlads mellem Fanø og Ribe og et kommende træskibsværft i Ribe. Dermed kan vi sikre, at også ledelsen i Nationalpark Vadehavet er opmærksomme på disse ting og har dem med i sine overvejelser.

Han fortæller videre, at de ting nu vil blive indarbejdet i høringssvarene, der derefter sendes til Nationalpark Vadehavet.

Men svaret kommer rent faktisk noget for sent.

Det skulle have været inde senest 16. august.

Kan det nås nu?

– Vi har inden høringsfristens udløb sendt et brev om, at vores var er på vej, så det kommer med.

Hvorfor forsinkelsen?

– Jeg tror, at forvaltningen er kommet lidt sent i gang og måske er blevet overrasket af ferietiden. Svaret skulle også politisk behandles, inden det blev sendt afsted. Derfor gjorde vi opmærksom på, at svaret kom, siger Kurt Bjerrum.