Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 17. december 2023
Der er på kort sigt udsigt til en bedring i situationen omkring børnepasning i ikke mindst Ribe-området men også i andre trængte dele af kommunen.
Det skyldes, at byrådet mandag eftermiddag vedtog en dispensation for den sektorplan, der gælder for området.
I Ribe-området vil det betyde, at der bliver plads til yderligere 96 vuggestuebørn eller 144 børnehavebørn.
Problemerne er ikke kun gældende for Ribe, men Ribe-området er et af de hårdest ramte områder. Problemerne skyldes ikke mindst vanskelighederne ved at rekruttere nye, kvalificerede dagplejemødre, som der har været et stort frafald af.
Formanden for børne- og skoleudvalget, Diane Mose Olsen (SF) erkendte da også i byrådssalen, at det kan blive nødvendigt at bygge en ny institution i Ribe-området, men indtil det kan ske, er en dispensation fra sektorplanen den bedste af de dårlige løsninger.
Ulla Kroman-Mejer (S) kaldte det dårligt politisk håndværk, og henviste til, at man for et par år siden solgte en børneinstitution i Ribe.
– De børn, der i dag skal i institution, er børn, der er født for et par år siden, og man kendte tallene, lød det fra Ulla Kroman-Mejer.
Diana Mose Olsen tilbageviste, at der var tale om dårligt politisk håndværk: – Det er ikke altid, at prognoserne holder stik, og beslutningen om at sælge institutionen blev taget længe før, de aktuelle tal var kendte.
Dispensationen fra sektorplanen betyder, at der bliver færre kvadratmeter per barn i vuggestuer og børnehave.
0-2 årige kan gå fra fire børnerelaterede kvadratmeter til 3, mens 3-5 årige kan gå fra 3 børnerelaterede kvadratmeter til 2.
Børnerelaterede kvadratmeter betyder det antal kvadratmeter, børnene har til rådighed. Hertil kommer så det antal kvadratmeter som garderobe, toiletter, personalerum, køkken og lignende optager i en institution.








































































