Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 3. september

Det kører for 15-årige Victor Nielsen når han drejer på gashåndtaget på speedway-maskinen.

Trods den unge alder har Victor allerede nået flere gode placeringer nationalt og internationalt, og der er heller ingen tvivl om ambitionerne.

– Næste år vil jeg gerne vinde DM i min klasse, og på længere sigt at komme i superligaen og til udlandet, når alderen tillader det, forklarer Victor selv denne lørdag i hjemmet i Egebæk-Hviding, hvor Victor bor med sine forældre og bror, og hvor far, Torben Nielsen, er mekaniker og chauffør, når turene går til udlandet som f.eks. Norge og Tjekkiet.

Victor er det, der i fagsproget hedder 2 ½ kører, og det vil sige, at han kører på en speedway-maskine, der har en 2250 kubikcentimeter motor. Seniorkørerne har en motor på 500 ccm, men det er mere kørernes egenskaber end motorstørrelsen, der afgør resultaterne.

Victor Nielsen er for kort tid siden kommet hjem fra Tjekkiet, hvor det danske hold med bl.a. Victor Nielsen vandt over Polen og Tjekkiet, og hvor det individuelt blev til en 4. plads til Victor blandt 16 ryttere.

To gange har den unge mand været til VM i først Norge og sidst Vissenbjerg på Fyn, og her blev det til henholdsvis en 12. og en 8. plads ud af 32 kørere. Som yngre blev han også jysk mester to gange, og ved VM kørte han fra den tidligere treer ved DM, Markus Birkemose.

I det daglige kører Victor Nielsen for Esbjerg, og han ser nu frem til at fylde 16 år, så han kommer op på en maskine med 500 ccm.

Interessen for motorer stammer fra han var helt lille, og som 4-årig kom han på sin første, lille maskine. Her var faderen nødt til at sætte klodser på, for at drengen kunne nå. Og siden er det gået slag i slag. Det meste af tiden går med forberedelser og pasning af materiellet. Et heat varer omkring et minut, og da Victor var i Tjekkiet kørte han sammenlagt 12 minutter.

Victor erkender da også, at det er langt at køre for et løb, men omvendt er passionen så stor, at han gerne gør det.

Både far og søn erkender også, at det koster penge og uden sponsorer lod det sig ikke gøre. -Men, som Torben Nielsen siger, al sport på eliteplan koster.

Sponsorer er nødvendige for at få det til at hænge sammen økonomisk.

Victor var ikke gammel, da han første gang stod på sejrsskamlen (Privatfotos)