Tekst & Foto: Johnny Tauman
10. februar 2024

Skibbroen er ved at få sine brosten lagt på plads efter kloaksepareringen. Der er tale om 1700 m2, hvor hver sten skal vendes og tilpasses. – Brostenene ligger i bunker mellem Overdammen og Korsbrødregade, men der er også kørt en del i eksternt depot, fortæller brolægger Kim Tange fra firmaet Ankersø Brolægning ApS.
En brolægger sørger for at placere stenene og banke dem på plads, mens de to andre henter stenene i den store bunke og lægger dem på rækker efter størrelse.
– Alle sten i en række skal så vidt muligt have samme bredde/længde, mens højden sagtens kan variere, forklarer Kim, der i en årrække har arbejdet i Ribe. Han er denne gang glad for, at han sammen med Dennis og Kevin får mulighed for at lave en lang vejstrækning frem for de små opgaver ved kabellægning etc.

RYK IND RIBE forsøger forsigtigt at give et bud på, hvornår Skibbroen er færdiglagt; men bliver hurtigt klogere! – Jeg forventer, at vi er helt færdige med de 1700 m2 om et halvt år, lyder det fra Kim Tange, der gør opmærksom på, at strækningen er opdelt i sektioner.

Kim kan godt lide at snakke med borgere og svare på spørgsmål. – Og så er de jo også gode til at vurdere processens længde, lyder det med et smil!

Det betyder, at forårets torvedage forventes at kunne foregå på nylagte brosten, der er vibreret godt på plads.
En anden sag er derimod de miserable fortov, som ikke er med i denne licitation. Her venter en større opgave, når de skal lægges om med nye sten.
Læs herom i SØNDAGSKRYDDEREN.