Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 29. maj.

Der var alt, hvad der hører sig til et godt marked, da Torvedagene blev ”prøvekørt” denne fredag.

Da markedet åbnede midt på formiddagen, var der masser af kræmmere, der var masser af mennesker, der var masser af sol, der var masser af god stemning, og et par politifolk fra det lokale politi var lige et vend forbi for at se, om alt gik efter reglerne.

Det kunne de to betjente hurtigt konstatere var tilfældet, så de kunne fortsætte deres patrulje gennem den nærmest sommervarme by.

Markedet varer til hen på eftermiddagen, og som vanligt var det muligt at købe en masse gode ting lige fra oste fra Jernved Mejeri over krydderurter og -planter til legetøj, porcelæn og træsko.

Det var tydeligt, at både kræmmere og publikum var glade for, at der igen kom liv på Skibbroen. På sit bestyrelsesmøde i næste uge beslutter handelsstandsforeningen sig for, hvornår de egentlige Torvedage og børnemarkeder skal begynde.

Der var fest og farver

Udbuddet af varer spænder vidt