Tekst og foto: René Jørgensen
5. november 2023.
Jow det er sandt. Niels Lind, Grete Hansen, Niels Christian Charles og Bjarne Udsen udgør gruppen med det spøjse navn Strygfri – velsagtens fordi der ikke er strygere med i foretagendet, kunne lørdag fejre deres 40 år med musikken. Det lille folk rockband, der spiller Sønderjyske splatterviser og samler op fra den musik, de selv kan li´ – og finde ud af at spille, underholder med god musik og humor og det var der ikke ændret på til arrangementet på café Jels Voldsted.
Mere end 40 år på bagen. De startede med seks glade musikanter, men gruppen består i dag af fire. Det startede i Stenderup under smedens halvtag og så var rammen lagt for de 40 forrygende år med de underfundige tekster og humoristiske indslag mellem numrene. Hvem synger ikke med på sangen om hunden uden bagben.
Og æ’ hund den mangelt’ en bagbien
De kwælt’ æ’ kat, slaw’ en’ i æ’ mur
Æ’ blod det ren’ og mor blev sur
Slaw’ æ’ far med æ’ skovl, så han knap ku’ kravl’
Og ik’ selv tyk’ si’ brø-ø-ø’
Gruppens optræden i Ribe blev skabt i starten, da to af medlemmerne boede omkring Ribe, så det var også der man gik i byen.
Jow, de er hyggelige og det synes deres publikum også. Arrangementet denne lørdag under navnet ”Hold Ve´Do ” vidner da også om at publikum har holdt ved, for mange er gengangere fra deres spillesteder. Flere kom fra Ribe og gruppen tager stadig gerne turen til domkirkebyen for at underholde.
Ud over Strygfri optrådte flere venner. Musikken skabte både latter og god stemning. Krabbes One Man Two Hand Band underholdt sidst på eftermiddagen med velkendte gamle danske sange fra Giro 413, der rigtig fik gang i løjerne med fællessang.
En rigtig hyggelig dag skulle forsætte med en aftenfest til kl. 23.00. I indbydelsen stod der, at dem der ikke hjælper med oprydningen, får nogen tæsk!!! Om det holdt stik, vides ikke, da var RYK IND RIBE´s reporter taget hjem. Humor – det har gruppen.
Strygfri: Grethe Hansen, Bjarne Udsen, Niels Christian Charles og Niels Lind. Tidligere medlemmer af gruppen var Hans Gath og Mogens Gadegaard, som var med de første mange år.
Latteren brød ud mange gange denne lørdag eftermiddag. Humor, sang og hygge, er altid fast på programmet, når Strygfri underholder.