Tekst Hasse Jørgensen, fotos René Jørgensen, mandag den 4.oktober

Det handler om tryghed. Derfor har Ældre Sagen i Ribe et hold på 18 personer, der hver morgen mellem klokken 8 og 8.30 ringer til en snes ældre mennesker i Ribe og omegn for at høre, hvordan de har det.
Og en gang om året mødes de 18, der ringer op, med dem, de ringer op til for at få en kop kaffe med brød og en hyggelig snak om stort og småt. Et sådant møde fandt mandag sted i kantinen ved Ribelunds Festsal.
⁃ Det gør vi, fordi det er rart at få sat ansigter på de personer, som vi taler med. Så ved vi, hvem vi snakker med, og de der bliver ringet op, ved hvem de har i telefonen, forklarer Tove Hansen, der er en af de, der står bag opkaldene.
Sammen med Britta Schurmann tager Tove Hansen ud og taler med de ældre, der gerne vil være med i ordningen, inden opringningerne bliver sat i gang.
⁃ De mennesker, vi ringer til, er enlige mennesker, hvis børn måske bor langt væk, og det sker ofte, at hjemmeplejen beder os om at ringe til nogle personer, som trænger til et opkald, fortæller Tove Hansen.