Tekst Hasse Jørgensen, tegninger Nørgaard Anlæg, onsdag den 18. nov.

Hvis alt går efter planen, vil den tidligere apoteksbygning i Tvedgade blive jævnet med jorden lige efter nytår, hvorefter arkæologerne kan komme til at undersøge grunden, inden de planlagte ni lejligheder bliver opført på stedet.

Det fortæller anlægsgartner og entreprenør Michael Nørgaard, der har købt den tidligere apotekerbygning.

Planen er, at der skal opføres ni lejligheder på stedet. De seks bliver på omkring 122 kvadratmeter, mens tre bliver på 145 kvadratmeter. Desuden er der planlagt en parkeringskælder under byggeriet. Michael Nørgaard håber på, at hele projektet kan stå færdigt i løbet af foråret eller sommeren 2022.

– Vi afventer fortsat nogle svar fra kommunen, men jeg tror og håber, at de kommer snart. Det har bl.a. noget med indretningen af byggeriet at gøre.

– Når vi får de svar, kan vi gøre projekteringen færdig, så vi kan indhente priser fra nogle entreprenører, som kan bygge det for os. Jeg håber, vi kan rive den eksisterende bygning ned i januar og februar. Så kan arkæologerne komme til i marts, hvorefter vi kan sætte skovlen i jorden og begynde at bygge, men i øjeblikket afhænger det meget af kommunen, siger Michael Nørgaard.

Bygningen i Tvedgade blev for mere end 30 år siden opført for at rumme Ribe Apotek. For et par år siden overtog Jacob Møller, der også driver Neptun Apotek i Esbjerg, Ribe Apotek. Han lavede først en filial af apoteket i Kvickly, der stadig er åben, og siden flyttede han selve apoteket til de lokaler på J. Lauritzens plads, hvor tidligere butikken Ønskebørn havde til huse. Årsagen var, at lokalerne i Tvedgade var for store og uhensigtsmæssige til apotek.

Den mulige beliggenhed med Tvedgade til venstre i billedet.