Tekst & Foto: Johnny Tauman
17. april 2023
Efter flere års tovtrækkeri siden beslutningen om en ny og fem kilometer lang cykelsti fra Ø. Vedsted til Vadehavscentret, er der nu valgt en entreprenør, som skal stå for anlægsarbejdet. RYK IND RIBE har fra flere sider erfaret, at der er tale om et lokalt firma – Nørgaard Anlæg, der skal udføre arbejdet efter at have vundet licitationen. Der vil senere officielt blive orienteret om, hvilket firma, der er tale om – tidsplanen og ikke mindst økonomien. Siden projektet blev vedtaget d. 30. november 2018 – ja, du læste rigtigt – er det blevet dyrere. Derfor skal der søges en tillægsbevilling – og så vil der i øvrigt kort efter offentliggørelse af licitationsvinderen blive gennemført et orienteringsmøde for borgerne.
Cykelstien vil efter al sandsynlighed står færdig i løbet af 2023.
Cykelstiens linjeføring
Fra de enkeltrettede cykelstiers nuværende ophør vest for Ø. Vedsted skal der anlægges en dobbeltrettet cykelsti langs vejen – her skal to vandløb passeres. Fra Sdr. Farup Vej ligger cykelstien på mindre veje – Degnetoftevej, Kløjsvej og Ulvehøjvej. Disse veje med en samlet længde på 2,4 km opgraderes med fast belægning. Den sidste strækning forbi Vadehavscentret til Låningsvejen bliver til en 1,4 km lang 2-minus-1 vej med én kørebane midt på vejen, som markeres med brede stiplede linjer i hver side af vejen. Dermed skabes der områder i vejkanten, som de bløde trafikanter skal bruge.








































































