Tekst & Foto: Johnny Tauman
28. februar 2021
– Det er nu, at kartofler skal lægges til spiring, fortæller landmand Klaus Forum, Jedsted Bjerge Vej 59 ved Gredstedbro. Du kender måske ikke Klaus, men har ofte set hans udsalgsbod, der i årtier har leveret kartofler til kunderne, der kommer forbi på strækningen mellem hovedvej A11 og Gredstedbro.
Googler man butikken – Klaus Forum Nye kartofler, så finder man også de tre anmeldelser, hvor kunderne har givet 4,7 stjerner ud af fem mulige.
Og hvad kan du så købe, når udsalget åbner?
– Vi er to, der sammen har kartoffelboden, fortæller Klaus, der sælger de tidlige kartofter af sorterne: Sava og Solist. Han tilføjer, at en kollega overtager salget, når høsten står for døren – og Klaus skal på arbejde hos DLG. Og det var netop der, at RYK IND RIBE traf Klaus Forum. På lageret kunne han fremvise læggekartofler, som nu skal til spiring.
RYK IND RIBE følger “årets gang”
Det er planen, at RYK IND RIBE vil følge ”årets gang” med kartoflerne sammen med landmanden,
der for øvrigt selv har fået kartofler lagt til spiring.
– Jeg forventer, at de første nye kartofler er klar til salg primo maj, lyder det fra Klaus Forum.

Primo maj er der nye kartofler til salg i boden på Ribe Landevej