Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 26. oktober.
Serien om plejefamilier fortsætter her:
Der er ingen tvivl om, at det kan være krævende at være plejefamilie for et barn, men der er heller ingen tvivl om, at det kan være meget berigende og give mange gode oplevelser, at kunne hjælpe et barn og måske barnets biologiske forældre med at få styr på tilværelsen.
Men man skal heller ikke være blind for, at det er et job, der er mange følelser i.
Familieplejekonsulent Vibeke Riis fortæller således, at man altid gør meget ud af at fortælle plejefamilierne, at det barn, de får i pleje kun er ”til låns”. Hvis forholdene tillader det, skal barnet tilbage til sine biologiske forældre.
– En af årsagerne til, at forældrene skal have samkvem med barnet under anbringelsen i pleje er også, at et barn har godt af at kende sine biologiske forældre og vide, hvor barnet kommer fra, fortæller Vibeke Riis.
Lederen af Familieplejen, Karin Holck, kan også fortælle om, hvordan man har hentet et spædbarn på fødeafdelingen på hospitalet og straks overgivet barnet til en plejefamilie. Da barnet var omkring ni år, havde moderen fået så godt styr på sin tilværelse, at barnet kunne komme hjem til moderen og kom det.
– Når man får et sådant spædbarn som plejefamilie, bliver barnet jo ”ens eget”, men som udgangspunkt skal barnet hjem, når og hvis forholdene tillader det.
– Bliver der skabt varige bånd mellem plejebørn og plejefamilier?
– Det er der masser af tilfælde på. Reglen er, at barnet kan være i en plejefamilie til det fyldte 18 år, og det kan i særlige tilfælde udvides, Men vi har masser af eksempler på, at plejebørn og deres plejefamilier holder kontakten og har samkvem efter selve plejen er ophørt.
