Tekst og fotos Hasse Jørgensen, onsdag den 26. september

Ribe Kunstmuseum står netop i disse dage mellem to store og spændende særudstillinger.

”Guld og grønne skove. Ordrupgaard 100 år” er lige pillet ned og sendt afsted, og den nye udstilling ”Jordforbindelser” er netop modtaget.

Det lyder meget enkelt og som noget, man bare gør lige i en håndevending. Men sådan er det ikke. Det kan museets direktør Dagmar Warming og medarbejderne skrive under på.

Det er faktisk et enormt apparat, der skal i gang for at skifte mellem to så store særudstillinger. Det kræver store forberedelser med hensyn til logistik og planlægning i det hele taget.

– Og, som Dagmar Warming siger, kunne vi slet ikke gøre det, hvis ikke museet var gennemgribende restaureret og sat i stand. De store særudstillinger kræver bl.a. lokaler, hvor temperatur og luftfugtighed kan styres.

Dertil kommer transporten til og fra museet.

De meget kostbare kunstværker skal transporteres under helt specielle forhold nemlig i klimaregulerede lastbiler, hvor selve transportkassen på ladet er specielt fremstillet til formålet. Desuden er mange af kunstværkerne pakket i specielle store kasser, der også er sikret mod temperaturudsving og ændring i luftfugtigheden.

Når kasserne er båret ind på museet, skal de stå her i 24 timer for at akklimatiseres, og når de skal pakkes ud, skal der være konservatorer til stede for at se, om der skulle være opstået transportskader eller andre skader under vejs. Hvad der heldigvis sjældent er, for de ”flyttefolk”, der forestår arbejdet, ved, hvad de har med at gøre.

Og når udstillingen skal pakkes ned og sendes retur eller videre til andre museer, er det samme procedure, der gælder. Konservatorerne skal se, om der er sket skade på værkerne under udstillingen, og de skal pakkes i de sikrede kasser og læsses i de sikrede lastbiler.

Og transporten sker i flere biler, og bilerne må ikke køre i kortege. De skal af sikkerhedsmæssige årsager køre enkeltvis.

– Den vognmand og de folk, vi bruger til transporten, er folk, der kan deres job. De kender huset, og de ved lige, hvor de skal passe på, for huset er ikke bygget til at slæbe de store kasser op på 1. sal. Og når den nye udstilling skal hænges op, har vi to teams, der går i gang, fortæller Dagmar Warming.